Sankt Lukas – evangelisten, der gav de oversete en stemme

Evangelist, læge og fortæller om Kirkens første tid

Lukas var ikke blandt Jesu tolv apostle, og der er intet sikkert vidnesbyrd om, at han selv mødte Jesus. Alligevel har han givet os nogle af evangeliernes mest elskede fortællinger. Uden Lukas ville vi ikke kende lignelserne om den fortabte søn og den barmhjertige samaritaner eller beretningen om disciplene på vejen til Emmaus. Den 18. oktober fejrer den katolske Kirke evangelisten, der med sit særlige blik for mennesket blev en af kristendommens vigtigste fortællere.

Kort fortalt: Sankt Lukas regnes traditionelt for forfatteren til Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. Han var ifølge den kirkelige tradition læge og medarbejder hos apostlen Paulus. Hans skrifter fremhæver Guds barmhjertighed, kvindernes betydning, omsorgen for de fattige og bønnens plads i Jesu liv. Kirken fejrer hans mindedag den 18. oktober.

Evangelisten, der undersøgte fortællingerne

Der er noget bemærkelsesværdigt ved Lukas. Han hører til blandt de fire evangelister, men fremstiller ikke sig selv som øjenvidne til Jesu liv. Tværtimod indleder han sit evangelium med en redegørelse for, hvordan han har undersøgt de beretninger, der allerede fandtes. Han fortæller, at mange før ham har forsøgt at nedskrive begivenhederne, sådan som de blev overleveret af mennesker, der havde været vidner fra begyndelsen. Nu vil han selv fremstille dem i sammenhængende orden, så læseren kan forstå pålideligheden af den undervisning, han har modtaget.

Det er en usædvanlig begyndelse på et evangelium. Lukas gør ikke krav på en særlig personlig åbenbaring eller en position blandt Jesu nærmeste disciple. Han bygger på vidnesbyrd, overleveringer og den kristne forkyndelse, som allerede havde fået fodfæste i menighederne. Hans hensigt er ikke blot at samle oplysninger, men at vise, hvordan begivenhederne hænger sammen, og hvilken betydning de har for troen.

Hvem Lukas selv var, ved vi kun lidt om med sikkerhed. Den kirkelige tradition identificerer ham med den Lukas, som Paulus omtaler som sin kære læge i Kolossenserbrevet, og som nævnes blandt hans medarbejdere. Traditionen fortæller desuden, at han kom fra Antiokia i Syrien og havde græsk baggrund. Selve evangeliet er imidlertid anonymt, og forbindelsen mellem dets forfatter og Paulus’ medarbejder kan ikke fastslås historisk. Kirken har ikke desto mindre fra gammel tid æret Lukas som evangelist og knyttet hans navn til både evangeliet og Apostlenes Gerninger.

De to skrifter udgør tilsammen en betydelig del af Det Nye Testamente. Evangeliet fortæller om Jesu liv, død og opstandelse, mens Apostlenes Gerninger fortsætter med Kirkens første år, Helligåndens komme og evangeliets udbredelse fra Jerusalem til Rom. Det er én sammenhængende fortælling om Guds frelsesplan, der begynder med løfterne til Israel og åbner sig mod alle folkeslag.

Barmhjertigheden som evangeliets hjerte

Hvis ét tema skal fremhæves hos Lukas, er det Guds barmhjertighed. Ingen anden evangelist har i samme omfang bevaret fortællinger, hvor Jesus møder mennesker, som andre har opgivet, fordømt eller overset. Hos Lukas finder vi lignelsen om den fortabte søn, der vender hjem efter at have ødslet sin arv bort. Faderen venter ikke på en tilfredsstillende forklaring eller en passende bod. Han løber sin søn i møde, omfavner ham og lader festen begynde. Fortællingen er blevet stående som et af kristendommens stærkeste billeder på en Gud, der ikke ophører med at elske mennesket, selv når mennesket har vendt ham ryggen.

Den barmhjertige samaritaner er et andet eksempel. Jesus fortæller om en mand, der bliver overfaldet og efterladt halvdød ved vejen. Både en præst og en levit går forbi, mens en samaritaner, der tilhører en befolkningsgruppe, som mange jøder betragtede med mistro, standser og hjælper. Lignelsen vender den almindelige forestilling om næsten på hovedet. Det afgørende er ikke, hvem der tilhører den rigtige gruppe, men hvem der viser barmhjertighed. Jesus afslutter med en opfordring, der ikke levner megen plads til teoretiske overvejelser: Gå du hen og gør ligeså.

Også mødet med tolderen Zakæus fortælles alene hos Lukas. Zakæus er en velhavende mand, der har gjort sig forhadt gennem sit arbejde som overtolder. Alligevel vælger Jesus at besøge ham. Mødet fører til, at Zakæus lover at give halvdelen af sin ejendom til de fattige og erstatte det, han uretmæssigt har taget. Hos Lukas er omvendelse ikke blot en indre følelse. Den får konsekvenser for den måde, mennesket behandler andre på.

Barmhjertigheden er således ikke en undskyldning for at se bort fra menneskets handlinger. Den er Guds mulighed for at føre mennesket tilbage til sandheden om sig selv. Jesus møder synderen uden at fornægte synden, men han lader heller ikke synden være det sidste ord om mennesket.

Kvinderne i frelseshistorien

Lukas giver kvinder en fremtrædende position i sit evangelium. Allerede i de første kapitler møder vi Elisabeth og Maria, to kvinder, hvis tro og lydighed får afgørende betydning for frelseshistorien. Elisabeth genkender Guds virke i den unge Maria, og Maria svarer med sin lovsang, Magnificat, hvor hun priser Gud, der ophøjer de ringe og mætter de sultende. Det er en lovsang, som Kirken siden har bedt hver eneste dag i vesperen, aftenens tidebøn.

Det er også Lukas, der fortæller om Maria og Martha, de to søstre, som tager imod Jesus i deres hjem. Martha har travlt med at sørge for gæsten, mens Maria sætter sig ved Jesu fødder og lytter til hans ord. Jesus afviser ikke Marthas omsorg, men fremhæver Marias valg af det ene nødvendige. Fortællingen er gennem århundreder blevet læst som en skildring af forholdet mellem det aktive og det kontemplative liv. Samtidig viser den en kvinde, der indtager discipelens position som den, der lytter til og lærer af sin mester.

Lukas nævner desuden kvinder, der fulgte Jesus og de tolv apostle og støttede dem med deres midler. Maria Magdalene, Johanna og Susanna optræder som en del af den kreds, der ledsagede ham. Og da Jesus er blevet korsfæstet og lagt i graven, er det kvinderne, der kommer til graven og modtager budskabet om hans opstandelse. De fremstilles ikke som tilfældige bipersoner, men som mennesker, hvis tro, tjeneste og vidnesbyrd hører med til evangeliets historie.

Lukas skrev i en verden, hvor kvinders offentlige og religiøse position var begrænset af samtidens sociale forhold. Hans fortællinger ophæver ikke disse strukturer, men de viser, at kvinderne havde en betydning i Jesu liv og i den første kristne menighed, som ikke kan reduceres til deres traditionelle opgaver i hjemmet og familien.

De fattige og den omvendte verdensorden

Lukas er den evangelist, der tydeligst forbinder troen med menneskets forhold til rigdom og fattigdom. I hans gengivelse af saligprisningerne siger Jesus ganske enkelt: »Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres.« Han fortsætter med advarsler til de rige og dem, der allerede har fået deres trøst. Hvor Matthæus taler om de fattige i ånden, lader Lukas den materielle fattigdom træde tydeligt frem.

Det betyder ikke, at fattigdom i sig selv gør et menneske retfærdigt, eller at rigdom automatisk fører til fortabelse. Men Lukas er optaget af, hvad rigdom kan gøre ved mennesket, og hvordan den kan lukke øjnene for andres nød. I lignelsen om den rige mand og Lazarus lever den rige i overflod, mens den fattige Lazarus ligger uden for hans port. Den rige beskrives ikke som en mand, der personligt har overfaldet eller mishandlet Lazarus. Hans forsømmelse består i, at han lever sit liv uden at tage ansvar for det lidende menneske, der ligger lige foran ham.

Her bliver Lukas påtrængende aktuel. Det er forholdsvis let at tilslutte sig kristendommens tale om næstekærlighed som et smukt ideal. Vanskeligere bliver det, når næstekærligheden får et ansigt, en adresse og et konkret behov. Lukas lader ikke sine læsere blive stående ved beundringen af Jesu ord. Han viser, at troen må kunne genkendes i den måde, vi lever på.

Jesus som det bedende menneske

Et andet gennemgående træk ved Lukas er hans opmærksomhed på bønnen. Han fortæller oftere end de øvrige evangelister om Jesus, der trækker sig tilbage for at bede. Jesus beder ved sin dåb, før han udvælger de tolv apostle, ved forklarelsen på bjerget og i Getsemane have. Selv på korset fremstiller Lukas Jesus som den, der vender sig til Faderen.

Bønnen er ikke blot et supplement til Jesu virke. Hos Lukas er den en del af hans forhold til Faderen og knyttet til afgørende øjeblikke i hans liv. Da disciplene ser Jesus bede, siger en af dem: »Herre, lær os at bede.« Jesus svarer ved at lære dem Fadervor og fortsætter med at tale om nødvendigheden af at bede med tillid og udholdenhed.

Lukas fortæller også lignelsen om enken og den uretfærdige dommer. Enken bliver ved med at kræve sin ret, selv om dommeren i begyndelsen ikke vil høre på hende. Jesus bruger fortællingen til at understrege, at disciplene altid skal bede og ikke blive trætte. Det er ikke en opfordring til at forestille sig Gud som en modvillig dommer, der skal overtales, men til at bevare tilliden, også når svaret lader vente på sig.

For den kristne er bønnen ikke en garanti for, at livet udvikler sig efter egne ønsker. Den er en måde at leve i forholdet til Gud på. Hos Lukas ser vi, at selv Jesus søger stilheden og samtalen med Faderen. Det giver bønnen en betydning, der rækker ud over de øjeblikke, hvor mennesket har brug for hjælp. Bønnen hører til selve troens liv.

Fra Betlehem til Rom

Lukas’ betydning for vores forestilling om Jesu fødsel kan næppe overvurderes. Det er ham, der fortæller om kejser Augustus’ folketælling, rejsen til Betlehem, barnet i krybben og hyrderne på marken, der hører englenes budskab. Meget af det, vi forbinder med julen, stammer fra hans evangelium. Også fortællingen om Jesu fremstilling i templet, hvor den gamle Simeon tager barnet i sine arme og priser Gud, findes hos Lukas. Simeons lovsang har siden fået sin faste plads i Kirkens natlige bøn.

Men Lukas standser ikke ved Jesu jordiske liv. I Apostlenes Gerninger beskriver han, hvordan disciplene efter opstandelsen og himmelfarten samles i Jerusalem, og hvordan Helligånden på pinsedagen giver dem mod til at forkynde evangeliet. Peter træder frem som den første store forkynder, og siden følger vi især Paulus på hans rejser gennem Middelhavsområdet.

Apostlenes Gerninger er ikke en fuldstændig historie om den første Kirke. Den fortæller om udvalgte personer og begivenheder og er skrevet med et klart teologisk formål. Alligevel er skriftet en uvurderlig kilde til forståelsen af, hvordan den kristne tro bevægede sig fra en lille jødisk discipelkreds til menigheder i store dele af Romerriget. Lukas viser en Kirke, der fra begyndelsen måtte forholde sig til uenighed, forfølgelse, kulturelle forskelle og spørgsmålet om, hvem evangeliet egentlig var bestemt for.

Svaret bliver gradvist tydeligere: Evangeliet er ikke begrænset til ét folk. Det er bestemt for alle. Denne bevægelse fra Jerusalem til Rom er en af de bærende tanker i Lukas’ samlede værk.

Lægen, evangelisten og kunstnernes skytshelgen

Den kirkelige tradition har gennem århundreder knyttet Lukas’ virke som evangelist sammen med hans formodede arbejde som læge. Paulus’ omtale af »Lukas, den kære læge« har gjort ham til skytshelgen for læger og andre, der arbejder med at helbrede syge. Forbindelsen er nærliggende, for Lukas’ evangelium rummer mange fortællinger om Jesu møder med mennesker, der lider under sygdom og svækkelse.

Helbredelserne skal dog forstås i evangeliets egen sammenhæng. Jesus fremstilles ikke som læge i moderne forstand. Hans helbredelser er tegn på Guds riges nærvær og på genoprettelsen af mennesker, som sygdom eller social udstødelse har gjort magtesløse. Den syge bliver ikke blot rask, men får også mulighed for igen at indgå i fællesskabet.

En anden tradition fortæller, at Lukas var maler og malede et billede af Jomfru Maria. Historien kan ikke dokumenteres historisk, men den har fået stor betydning i både den østlige og den vestlige kristendom. Lukas æres derfor også som skytshelgen for kunstnere og ikonmalere. I den kristne billedtradition fremstilles han ofte siddende foran et billede af Maria med Jesusbarnet, mens han arbejder på sit maleri.

Hans evangelistsymbol er oksen, der blandt andet forbindes med offertjenesten i templet, som omtales ved begyndelsen af evangeliet. Oksen er blevet et fast element i Kirkens kunst og optræder sammen med de tre andre evangelistsymboler: mennesket eller englen for Matthæus, løven for Markus og ørnen for Johannes.

Emmaus – når troen langsomt bliver til erkendelse

Blandt alle Lukas’ fortællinger er beretningen om disciplene på vejen til Emmaus en af de mest betydningsfulde. To disciple er på vej bort fra Jerusalem efter Jesu korsfæstelse. De er skuffede og forvirrede. De havde håbet, at Jesus var den, der skulle forløse Israel, men nu er han død, og deres forventninger synes knust.

En fremmed slutter sig til dem og begynder at tale med dem. Han forklarer Skrifterne og viser, hvordan Messias’ lidelse og død hører med til Guds frelsesplan. Først da de når frem til landsbyen, og den fremmede bryder brødet ved bordet, genkender de ham som den opstandne Kristus. I samme øjeblik bliver han usynlig for dem.

Fortællingen rummer en dyb forståelse af, hvordan troen kan vokse frem. Disciplene får ikke straks svar på deres spørgsmål. De må vandre et stykke vej, lytte, forstå og til sidst genkende Kristus i brødets brydelse. Den katolske tradition har med god grund set en forbindelse mellem Emmausberetningen og messens to hoveddele: Ordets liturgi og eukaristiens liturgi.

Der er også noget menneskeligt genkendeligt i disciplenes skuffelse. De havde forestillet sig, hvordan Gud skulle handle, og da begivenhederne tog en anden retning, mistede de håbet. Lukas fortæller, at Kristus allerede vandrede sammen med dem, mens de endnu ikke kunne genkende ham. Deres forståelse kom først senere, da de så tilbage på det, der var sket, og huskede, hvordan deres hjerter havde brændt, mens han talte til dem på vejen.

Det er en fortælling, som også har betydning for den troende i dag. Mennesket kan kende evangeliet, deltage i Kirkens liv og alligevel opleve perioder, hvor Gud synes fjern. Emmausberetningen giver ikke en enkel forklaring på denne erfaring. Den fortæller, at Kristi nærvær ikke altid afhænger af menneskets evne til at genkende ham.

Evangelisten, der stadig taler til Kirken

Lukas’ sidste leveår og død er omgivet af usikkerhed. Forskellige kirkelige traditioner fortæller, at han døde som en gammel mand, mens andre knytter hans død til et martyrium. Ingen af beretningerne kan fastslås med sikkerhed. Kirken fejrer hans mindedag den 18. oktober, og hans skrifter har gennem næsten to årtusinder været en del af dens gudstjeneste, forkyndelse og bøn.

Lukas skrev til kristne, der havde brug for at forstå, hvad de havde modtaget, og hvordan de skulle leve med det. Hans evangelium begynder med mennesker, der venter på Guds indgriben, og slutter med disciple, der vender tilbage til Jerusalem med glæde. Mellem disse begivenheder møder vi Jesus, der forkynder Guds rige, tilgiver synder, helbreder syge, underviser sine disciple og kalder mennesker til omvendelse.

Også i dag har Kirken brug for at høre Lukas. Den kan blive så optaget af sine institutioner, teologiske diskussioner og indre anliggender, at den mister blikket for de mennesker, evangeliet henvender sig til. Lukas minder os om, at Kirkens opgave ikke alene er at bevare fortællingen om Kristus, men også at lade den få betydning i menneskers liv. Den forkyndelse, der ikke får konsekvenser for forholdet til næsten, risikerer at blive ord uden indhold.

Men Lukas’ evangelium handler ikke først og fremmest om menneskets moralske forpligtelser. Det handler om Jesus Kristus og om den frelse, Gud tilbyder mennesket. Barmhjertigheden, bønnen, omsorgen for de fattige og den plads, kvinderne får i fortællingen, udspringer alle af dette centrum. Det er mødet med Kristus, der forandrer menneskets liv og gør det muligt at se andre med nye øjne.

Den 18. oktober mindes Kirken derfor ikke blot en forfatter fra kristendommens første tid. Den mindes en evangelist, der forstod, at den store fortælling om Guds frelse også må fortælles gennem almindelige menneskers liv.

Lukas gav de oversete en stemme, men frem for alt lod han dem møde den Kristus, som var kommet for at opsøge og frelse det fortabte.

-karn

Kilder og videre læsning

• Lukasevangeliet, særligt kapitel 1–2, 6, 10–11, 15–16, 18 og 24.
• Apostlenes Gerninger, særligt kapitel 1–2 og 9–28.
• Kolossenserbrevet 4,14; Filemonbrevet 24; Andet Timotheusbrev 4,11.
• Den katolske Kirkes Katekismus, nr. 125–127 og 134–135.
• Martyrologium Romanum, 18. oktober.