Sankt Ignatius af Antiokia – biskoppen, der gik døden i møde

En af oldkirkens vigtigste stemmer om troen, Kirken og eukaristien.

En dødsdømt biskop føres under bevogtning gennem Romerriget. Han ved, at rejsen sandsynligvis ender med hans henrettelse, men bruger tiden på at skrive breve til de kristne menigheder, han møder undervejs. Brevene handler ikke først og fremmest om hans egen skæbne, men om Kirkens fremtid, dens enhed og troen på Jesus Kristus. Biskoppen hedder Ignatius af Antiokia, og hans syv breve hører til de vigtigste vidnesbyrd om kristendommen i tiden umiddelbart efter apostlene.

Kort fortalt: Den 17. oktober mindes den katolske Kirke Sankt Ignatius af Antiokia, der led martyrdøden i Rom i begyndelsen af det andet århundrede. Hans syv breve giver et enestående indblik i den tidlige Kirkes liv og viser, hvor tidligt centrale elementer af den katolske tro på eukaristien, biskoppens embede og Kirkens enhed kommer til udtryk.

En biskop tæt på apostlenes tid

Da Ignatius var biskop i Antiokia, var kristendommen endnu en ung religion. Der var kun gået nogle få årtier siden Jesu død og opstandelse, og de første kristne menigheder havde endnu en levende forbindelse til den generation, der havde kendt apostlene. Kirken havde ingen offentlig anerkendelse i Romerriget, ingen store kirkebygninger og ingen politisk magt. Den bestod af lokale fællesskaber, der samledes til bøn, undervisning og eukaristi, og som gennem deres fælles tro på Kristus oplevede et tilhørsforhold, der rakte ud over den enkelte by og menighed.

Antiokia var en af Romerrigets største og vigtigste byer. Den lå i den romerske provins Syrien, i det område, der i dag hører til Tyrkiet, og havde en særlig position i kristendommens første historie. Ifølge Apostlenes Gerninger var det netop i Antiokia, at Jesu disciple første gang blev kaldt kristne. Apostlene Peter og Paulus havde begge forbindelse til byen, og menigheden udviklede sig tidligt til et betydningsfuldt centrum for kristendommens udbredelse.

Ignatius regnes blandt Antiokias første biskopper. Den kirkelige tradition forbinder ham med apostlen Johannes, men vi ved ikke med sikkerhed, om de to kendte hinanden personligt. Heller ikke Ignatius’ fødselsår, familieforhold eller vej til kristendommen kendes. Det er karakteristisk for mange af Kirkens tidligste skikkelser, at deres personlige historie næsten er forsvundet, mens deres betydning for troens udvikling fortsat kan dokumenteres.

I Ignatius’ tilfælde skyldes det især syv breve, som han skrev under sin sidste rejse. De giver os ikke en fuldstændig fremstilling af den tidlige kristendom, men de bringer os usædvanligt tæt på en biskop, der levede i begyndelsen af det andet århundrede, og på de menigheder, han følte ansvar for.

En dødsdømt biskops sidste rejse

Under kejser Trajans regeringstid blev Ignatius arresteret og sendt til Rom. Den traditionelle kirkelige datering placerer hans martyrdød omkring år 107, mens historikere ofte anvender en bredere datering i begyndelsen af det andet århundrede. Vi kender hverken de præcise omstændigheder ved arrestationen eller den juridiske begrundelse for dommen. Hans egne breve fortæller imidlertid, at han blev ført vestpå under bevogtning af romerske soldater, og at han forventede at blive henrettet i Rom.

Undervejs fik Ignatius kontakt med kristne menigheder i Lilleasien. Nogle sendte repræsentanter for at møde ham, og andre modtog breve, hvor han takkede for deres omsorg, opmuntrede dem til at bevare troen og advarede mod splittelse og falsk lære. Han skrev til menighederne i Efesos, Magnesia, Tralles, Rom, Filadelfia og Smyrna samt til Polykarp, der var biskop i Smyrna. Disse syv breve regnes almindeligvis for autentiske og udgør en væsentlig del af den tidligste kristne litteratur uden for Det Nye Testamente.

Det bemærkelsesværdige er, hvor lidt Ignatius beskæftiger sig med mulighederne for at undgå sin egen død. Han er langt mere optaget af, hvordan menighederne skal bevare deres kristne identitet, når han ikke længere kan vejlede dem. Hans breve er skrevet af en mand, der ved, at hans egen fremtid er begrænset, men som betragter Kirkens fremtid som langt vigtigere.

I brevet til de kristne i Rom beder han dem ligefrem om ikke at gribe ind for at forhindre hans henrettelse. Han frygter, at deres velmente forsøg på at redde ham vil berøve ham muligheden for at fuldende sin efterfølgelse af Kristus. Det er i denne sammenhæng, han anvender det berømte billede af sig selv som Guds hvede, der skal males af de vilde dyrs tænder, så han kan blive Kristi rene brød.

Ordene er voldsomme, og de skal forstås i deres historiske sammenhæng. Ignatius opfordrer ikke andre kristne til at opsøge døden. Han er allerede dømt og ser sin forestående henrettelse som den sidste prøve på sin troskab mod Kristus. Martyrdøden bliver for ham ikke et mål i sig selv, men konsekvensen af en tro, han ikke vil fornægte.

En Kirke med biskopper, præster og diakoner

Ignatius’ breve har en særlig betydning for forståelsen af den katolske Kirkes tidlige historie. De viser, at den kristne tro allerede på dette tidspunkt var knyttet til et organiseret kirkeligt fællesskab, hvor biskoppen havde et særligt ansvar, og hvor præster og diakoner indgik i menighedens liv.

Ignatius vender gentagne gange tilbage til betydningen af enheden omkring biskoppen. Han opfordrer de troende til at undgå splittelser og til at bevare fællesskabet omkring den gudstjeneste, som biskoppen leder eller har givet tilladelse til. Hans argumentation er ikke alene praktisk. For ham er Kirkens synlige enhed et udtryk for den enhed, der findes mellem Kristus og Faderen. Det kristne fællesskab kan derfor ikke reduceres til en samling mennesker, der hver især fortolker troen efter eget ønske.

Det er værd at bemærke, at Ignatius ikke skriver om en fjern fremtidsvision. Han beskriver en kirkelig virkelighed, som hans læsere allerede kender. Biskopper, præster og diakoner er ikke teoretiske størrelser, men personer, der har bestemte opgaver i menighederne. Det betyder ikke, at alle kristne menigheder på dette tidspunkt havde nøjagtig samme organisation. Men brevene dokumenterer, at den struktur, som senere blev karakteristisk for den katolske og den ortodokse Kirke, havde tydelige rødder i kristendommens første generationer.

Det gør Ignatius til et vigtigt historisk vidne. Når man i dag diskuterer Kirkens embeder og deres forbindelse til apostlenes tid, kan hans breve ikke overses. De fortæller os, hvordan en fremtrædende biskop i begyndelsen af det andet århundrede forstod forholdet mellem menigheden, dens ledelse og dens fælles tro.

Den katolske Kirke nævnes ved navn

I brevet til menigheden i Smyrna finder vi en formulering, der har fået særlig betydning i kirkehistorien. Ignatius skriver, at hvor Jesus Kristus er, dér er den katolske Kirke. Det er den ældste bevarede skriftlige anvendelse af betegnelsen »den katolske Kirke«.

Ordet katolsk stammer fra græsk og betyder universel eller omfattende. Hos Ignatius betegner det Kirken i dens helhed, samlet omkring Kristus. Det er ikke en betegnelse, der bruges for at adskille den romersk-katolske Kirke fra protestantiske kirkesamfund, som først opstod mange århundreder senere. Det er heller ikke i sig selv et bevis for, at alle senere katolske læresætninger allerede havde fået deres endelige formulering. Men det viser, at forestillingen om én samlet og universel Kirke var til stede meget tidligt i kristendommens historie.

For Ignatius hører det lokale og det universelle sammen. Den enkelte menighed samles omkring sin biskop og eukaristien, men den er samtidig en del af den større Kirke, der bekender den samme Kristus. Kirkens enhed er således ikke afhængig af, at alle kristne befinder sig samme sted. Den bygger på en fælles tro og et fællesskab, som rækker ud over de geografiske grænser.

Netop denne forståelse er en af grundene til, at Ignatius stadig har betydning for den katolske selvforståelse. Hans breve viser, at Kirken allerede på dette tidlige tidspunkt betragtede sig som mere end en række selvstændige religiøse forsamlinger.

Eukaristien og Kristi virkelige nærvær

Endnu mere betydningsfuld er Ignatius’ undervisning om eukaristien. I hans breve finder vi et af de tidligste og tydeligste vidnesbyrd om den kristne tro på, at eukaristien har en virkelig forbindelse til Jesu Kristi legeme og blod.

I brevet til smyrnæerne, kapitel 7, kritiserer han mennesker, der afviser, at Jesus Kristus virkelig kom som menneske og virkelig led. Denne opfattelse forbindes med det, der senere blev betegnet som doketisme. Hvis Kristi menneskelighed kun var tilsyneladende, ville hans lidelse og død heller ikke have været virkelige. Ignatius ser en direkte forbindelse mellem denne lære og forståelsen af eukaristien. Han fremhæver, at eukaristien er Jesu Kristi kød, det samme Kristus, der led for menneskenes synder, og som Faderen oprejste fra de døde.

Dermed forbinder Ignatius inkarnationen, Kristi lidelse og eukaristien. Troen på, at Guds Søn virkelig blev menneske, får konsekvenser for forståelsen af det sakramente, hvor de kristne modtager Kristus. Eukaristien er for ham ikke blot et mindemåltid, der henviser til en begivenhed i fortiden. Den er forbundet med den korsfæstede og opstandne Kristus selv.

Ignatius anvender ikke de teologiske begreber, som Kirken senere udviklede for at forklare Kristi nærvær under brødets og vinens skikkelser. Begrebet transsubstantiation hører til en langt senere periode. Men hans breve dokumenterer, at troen på eukaristiens særlige virkelighed ikke først opstod i middelalderen. Allerede i begyndelsen af det andet århundrede blev den forbundet med bekendelsen til Kristi virkelige menneskelighed, lidelse og opstandelse.

Det er en af de væsentligste grunde til at læse Ignatius i dag. Hans ord bringer os tæt på den tidlige Kirkes gudstjenesteliv og viser, at eukaristien fra begyndelsen havde en central betydning for de kristnes forståelse af deres forhold til Kristus.

Troen skal kunne genkendes i livet

Selv om Ignatius er optaget af Kirkens embeder og dens lære, handler hans breve også om, hvordan kristne skal leve med hinanden. Han advarer mod misundelse, stridigheder og splittelse og opfordrer til ydmyghed, tålmodighed og kærlighed. Den kristne bekendelse må efter hans opfattelse komme til udtryk i menneskers handlinger. Det er ikke tilstrækkeligt at tale om Kristus, hvis man samtidig lever på en måde, der modsiger hans undervisning.

Her viser Ignatius sig som mere end en tidlig kirkelig organisator. Han er en sjælesørger, der kender de problemer, som kan opstå i ethvert menneskeligt fællesskab. Menighederne består af mennesker med forskellige interesser, holdninger og temperamenter. Der kan opstå uenighed om læren, mistillid til ledelsen og personlige konflikter. Ignatius tager disse forhold alvorligt, fordi han ved, at de kan skade menighedernes sammenhold og svække deres kristne vidnesbyrd.

Hans stærke understregning af biskoppens ansvar skal også ses i denne sammenhæng. Han ønsker at beskytte menighederne mod opløsning og indbyrdes rivalisering. Samtidig viser hans breve, at kirkelig enhed ikke alene kan opretholdes gennem autoritet. Den må være forbundet med en fælles tro og med den kærlighed, som kristne er forpligtet til at vise hinanden.

Det er en del af hans undervisning, som ikke har mistet sin betydning. Kirken har gennem historien oplevet splittelser, konflikter og perioder, hvor dens medlemmer ikke har levet op til deres egen bekendelse. Ignatius minder om, at Kirkens troværdighed ikke alene afhænger af, hvad den lærer, men også af, hvordan dens medlemmer lever.

Martyrdøden i Rom

Ifølge den gamle kirkelige tradition blev Ignatius ført til Rom og dræbt af vilde dyr i arenaen. Hans egne breve viser, at han forventede en sådan død, men der findes ingen samtidig, uafhængig beretning om selve henrettelsen. Senere martyrfortællinger giver mere udførlige beskrivelser, men deres detaljer kan ikke uden videre betragtes som historisk sikre.

Det står imidlertid klart, at Ignatius meget tidligt blev husket som martyr. Polykarp af Smyrna, der selv senere led martyrdøden, omtaler ham og hans breve. Hans vidnesbyrd viser, at Ignatius’ skæbne allerede havde gjort indtryk på de kristne menigheder i tiden efter hans død.

Martyrernes betydning i den tidlige Kirke skal forstås på baggrund af den romerske verdens forhold til religion og offentlig loyalitet. Kristne kunne komme i konflikt med myndighederne, fordi de nægtede at deltage i bestemte religiøse handlinger, der var forbundet med det romerske samfunds offentlige liv. For dem var bekendelsen til Kristus ikke blot et privat religiøst anliggende. Den kunne stille krav, som bragte dem i modsætning til samfundets forventninger og myndighedernes krav.

Ignatius vidste, at denne modsætning kunne koste ham livet. Alligevel fastholdt han sin tro. Hans martyrdød blev derfor husket som et vidnesbyrd om, at tilhørsforholdet til Kristus havde større betydning for ham end hans egen sikkerhed.

Det betyder ikke, at kristne i dag skal efterligne hans ydre skæbne. Martyrdøden er ikke et ideal, man skal opsøge. Men Ignatius stiller et spørgsmål, som rækker ud over hans egen tid: Hvilke konsekvenser er et menneske villigt til at acceptere for det, det tror på?

En stemme fra Kirkens begyndelse

Når den katolske Kirke fejrer Sankt Ignatius af Antiokia den 17. oktober, mindes den en biskop, der levede på grænsen mellem apostlenes tid og den efterfølgende kirkehistorie. Hans betydning skyldes ikke alene hans martyrdød, men også at hans breve giver os adgang til en periode, hvor kristendommen endnu ikke var blevet en etableret samfundsinstitution.

Vi møder en Kirke, der samles om eukaristien, anerkender biskoppens særlige ansvar og betragter sin enhed som en del af troen på Kristus. Vi møder kristne, der kæmper med indbyrdes uenigheder, og en biskop, der forsøger at fastholde dem på det væsentlige. Og vi møder en mand, der står over for døden uden at opgive sit ansvar for de mennesker, han har været sat til at tjene.

Ignatius’ breve er ikke en fuldstændig beskrivelse af den tidlige Kirke. De fortæller os heller ikke, at alle senere kirkelige traditioner og læresætninger allerede fandtes i deres nuværende form. Men de dokumenterer, at flere af den katolske tros grundlæggende kendetegn havde tydelige rødder i kristendommens første generationer.

Det er denne historiske nærhed til apostlenes tid, der gør Ignatius særlig interessant. Hans breve giver os mulighed for at møde en kristendom, der endnu var præget af de første generationers erfaringer, men som allerede havde udviklet en klar forståelse af sit fællesskab, sin gudstjeneste og sin tro på Jesus Kristus.

Ignatius nåede aldrig tilbage til Antiokia. Han døde i Rom, langt fra den menighed, han havde ledet. Men hans breve blev bevaret, læst og videregivet, og de er fortsat blandt de vigtigste kilder til forståelsen af Kirkens første historie.

Det er ikke alene martyrens mod, der gør ham værd at mindes. Det er også den tro, han efterlod et så tidligt og tydeligt vidnesbyrd om.

Kilder og videre læsning

• Ignatius af Antiokia: Brevet til smyrnæerne, især kapitel 7 om eukaristien og kapitel 8 om biskoppen og den katolske Kirke.
• Ignatius af Antiokia: Brevene til efeserne, magnesierne, trallerne, romerne, filadelfierne og Polykarp.
• Polykarp af Smyrna: Brevet til filipperne.
• Eusebius af Cæsarea: Kirkehistorie, bog III.
• The Apostolic Fathers, redigeret og oversat af Bart D. Ehrman, Loeb Classical Library.