Hvis Maria havde sagt nej til at føde Jesus

En ung kvindes frie ja blev afgørende for frelseshistorien.

Hvad ville der være sket, hvis Maria havde afvist englens budskab om, at hun skulle føde Guds søn? Spørgsmålet fører os ind i et af den katolske tros store mysterier. Maria var udvalgt af Gud og fra sin undfangelse bevaret fra arvesynden. Alligevel var hendes svar til englen Gabriel et frit samtykke. Hendes ja fortæller noget afgørende om forholdet mellem Guds nåde og menneskets frihed – og om den enestående position, en ung kvinde fra Nazaret fik i frelseshistorien.

Kort fortalt: Da englen Gabriel forkyndte, at Maria skulle føde Guds søn, svarede hun ja. Den katolske Kirke lærer, at hendes samtykke blev givet i frihed, selv om hun var fuld af nåde og bevaret fra arvesynden. Den hellige Bernhard af Clairvaux beskrev senere bebudelsen som et øjeblik, hvor hele menneskeheden ventede på Marias svar.

Da hele menneskeheden ventede

I det tolvte århundrede holdt den hellige Bernhard af Clairvaux en række prædikener over evangeliets beretning om englens besøg hos Maria. I en af dem standser han ved det øjeblik, hvor Gabriel har forkyndt Guds budskab, men Maria endnu ikke har svaret. Bernhard forestiller sig, at hele menneskeheden venter. Adam og Eva, patriarkerne, profeterne og alle de mennesker, der gennem generationer har længtes efter frelsen, afventer hendes ord. Han henvender sig direkte til Maria og beder hende om ikke at tøve. Hun skal åbne sit hjerte for troen og sine læber for det svar, der skal blive begyndelsen på en ny tid. Det er en dramatisk fremstilling, hvor verdenshistorien et øjeblik synes at stå stille. Men Bernhards hensigt er ikke at fremstille Gud som usikker på udfaldet. Han vil vise, hvilken betydning Marias samtykke har i den frelseshistorie, Gud har åbenbaret.

Lukasevangeliet fortæller langt mere nøgternt om begivenheden. Maria er en ung kvinde i Nazaret, forlovet med Josef. Englen Gabriel kommer til hende og fortæller, at hun skal føde en søn, som skal kaldes Jesus, og som skal være den Højestes søn. Maria spørger, hvordan dette skal gå til, når hun ikke har været sammen med en mand. Gabriel forklarer, at Helligånden skal komme over hende, og at barnet derfor skal kaldes helligt, Guds søn. Først derefter kommer hendes svar: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.« (Luk 1,38).

Med disse ord tager Maria imod en opgave, hvis konsekvenser hun ikke kan overskue. Hun ved ikke, hvordan hendes søns liv vil udvikle sig, eller hvad det vil komme til at betyde for hende selv. Hun har fået et løfte fra Gud, men ikke en forklaring på hele fremtiden. Alligevel svarer hun ja. I Kirkens forståelse er dette samtykke ikke blot en detalje i fortællingen om Jesu fødsel. Det er et afgørende udtryk for, hvordan Gud inddrager mennesket i sin frelsesplan.

Kunne Maria virkelig have sagt nej?

Spørgsmålet i overskriften er mere end en tankeleg. Det berører forholdet mellem Guds vilje og menneskets frihed. Hvis Gud fra evighed havde bestemt, at hans søn skulle blive menneske, hvilken betydning havde Marias svar da? Var hendes ja i virkeligheden allerede givet, eller kunne hun have afvist englens budskab?

Den katolske Kirke lærer, at Maria fra det første øjeblik af sin undfangelse blev bevaret fra arvesynden. Dette dogme, som blev højtideligt defineret af pave Pius IX i 1854, betyder, at hun ved en særlig nåde fra Gud og i kraft af Jesu Kristi fortjenester blev bevaret fra arvesyndens plet. Hun var således fra begyndelsen genstand for en ganske særlig guddommelig nåde. Men det betyder ikke, at hendes menneskelige frihed var ophævet. Tværtimod understreger Kirkens lære, at Maria gav sit samtykke i frihed og tro.

Her er det nødvendigt at skelne mellem frihed og muligheden for at handle imod det gode. I vores almindelige forestilling er frihed ofte forbundet med retten til at vælge mellem forskellige muligheder, også når valget er forkert. Den klassiske kristne forståelse går dybere. Menneskets frihed er ikke størst, når det er ligeglad med sandhed og godhed, men når det uden tvang kan erkende og vælge det gode. Synden er derfor ikke en nødvendig betingelse for frihed. Den kan tværtimod svække menneskets evne til at handle frit, fordi den binder viljen til begær, frygt og selvoptagethed.

Maria var ikke mindre fri, fordi hun var fuld af nåde. Hendes frihed var netop ikke forvrænget af synden. Hun kunne tage imod Guds kald uden den indre splittelse, som præger menneskets forhold til Gud efter syndefaldet. Det betyder ikke, at hendes samtykke var mekanisk eller uden personlig betydning. Det var hendes eget svar, båret af tro og tillid til Gud.

Vi må samtidig erkende en grænse for vores viden. Kirken lærer, at Maria frit gav sit samtykke, men den har ikke åbenbaret nogen alternativ frelseshistorie. Vi kan derfor ikke sige, hvad Gud ville have gjort, hvis hun havde svaret nej. Vi kan heller ikke slutte, at Guds frelsesplan var afhængig af et menneske på samme måde, som vores egne planer kan afhænge af andres beslutninger. Det afgørende er, at Gud i den frelseshistorie, vi kender, ville lade sin søn blive menneske med Marias frie medvirken.

Den nye Eva og menneskets mulighed for at svare Gud

Allerede i Kirkens første århundreder blev Maria sammenlignet med Eva. En af de vigtigste fortolkninger findes hos kirkefaderen Irenæus af Lyon, der levede i det andet århundrede. Han så en forbindelse mellem Evas ulydighed og Marias lydighed. Hvor Eva i Første Mosebog lytter til slangens ord og vender sig bort fra Guds bud, lytter Maria til englens budskab og tager imod Guds vilje. Irenæus beskriver forbindelsen med billedet af en knude, der bliver løst. Det, som blev bundet gennem Evas ulydighed, bliver løst gennem Marias lydighed.

Sammenligningen skal ikke forstås som en lære om, at kvinder bærer ansvaret for menneskehedens synd, eller at Maria på egen hånd ophæver syndefaldets konsekvenser. Kristus er frelseren, og det er hans liv, død og opstandelse, der frelser menneskeheden. Paulus’ sammenstilling af Adam og Kristus er grundlaget for denne forståelse. Men Maria får en særlig betydning som den nye Eva, fordi hendes lydighed står i forbindelse med Kristi frelsesværk. Hun bliver et billede på menneskets mulighed for at svare Gud med tillid frem for mistillid.

Det er bemærkelsesværdigt, at denne forståelse opstod så tidligt i Kirkens historie. Maria blev ikke alene betragtet som Jesu mor, men også som et menneske, hvis tro og lydighed havde en betydning, der rakte ud over hendes eget liv. Hendes rolle var ikke uafhængig af Kristus, men netop gennem forbindelsen med ham fik hun en enestående position i den kristne forståelse af frelsen.

En kvinde i centrum af frelseshistorien

Maria levede i et samfund, hvor mænd som hovedregel havde den formelle myndighed i familie, religion og det offentlige liv. Kvinders muligheder varierede efter sociale og økonomiske forhold, men de havde sjældent adgang til de positioner, hvor samfundets beslutninger blev truffet. Nazaret var desuden en lille by i Galilæa, langt fra Jerusalems religiøse og politiske centrum. Intet i evangelierne tyder på, at Maria kom fra en familie med særlig magt eller indflydelse.

Alligevel er det denne unge kvinde, der får en enestående betydning i fortællingen om Guds indtræden i menneskets historie. Hun er hverken præst, skriftlærd eller politisk leder. Hendes betydning udspringer ikke af en offentlig position, men af det kald, hun modtager, og det samtykke, hun giver. Det er en væsentlig pointe i den katolske forståelse af Maria. Hun bliver ikke stor gennem magt eller myndighed over andre, men gennem sin særlige forbindelse med Kristus.

Ved Kirkemødet i Efesos i 431 blev betegnelsen Theotokos, Gudføderske, stadfæstet. Det skete først og fremmest for at fastholde Kirkens tro på Kristus som sand Gud og sandt menneske. Maria fødte ikke blot et menneske, som Gud senere forenede sig med. Hun fødte den person, som fra evighed er Guds søn, og som ved inkarnationen antog menneskelig natur. Titlen Gudføderske fortæller derfor først og fremmest noget om Jesus, men den forklarer samtidig, hvorfor Maria har en ganske særlig position i Kirken.

Den katolske Kirke tilbeder ikke Maria. Tilbedelsen tilkommer Gud alene. Men Kirken ærer hende som Jesu mor og som det menneske, der på en enestående måde medvirkede i frelseshistorien. Hendes betydning kan heller ikke begrænses til det biologiske moderskab. Evangelierne fremstiller hende som et troende menneske, der lytter, spørger, handler og forbliver trofast, også når hun ikke forstår det, der sker omkring hende.

Maria var ikke en passiv kvinde

Gennem Kirkens historie er Maria ofte blevet fremstillet som et forbillede på ydmyghed, lydighed og selvopofrelse. Det er egenskaber, der har en væsentlig plads i den kristne tradition, men de kan misforstås, hvis Maria reduceres til et ideal om en kvinde, der aldrig stiller spørgsmål eller tager selvstændigt ansvar. Evangeliernes Maria er mere sammensat. Hun spørger Gabriel, hvordan hans budskab skal forstås. Hun rejser til sin slægtning Elisabeth, og i Magnificat lovpriser hun Gud, fordi han styrter mægtige fra tronen og ophøjer de ringe. Det er en sang, der udtrykker troen på en Gud, som vender menneskelige forestillinger om magt og betydning på hovedet.

Ved brylluppet i Kana gør Maria Jesus opmærksom på, at værterne mangler vin. Da Jesus svarer hende, siger hun til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« (Joh 2,5). Hun handler på eget initiativ, men henviser samtidig til sin søn. Senere møder vi hende ved korset, hvor hun står over for hans lidelse og død. Maria er ikke en person, der blot betragter begivenhederne på afstand. Hun deltager i dem, selv om hun ikke altid forstår deres betydning.

Lukasevangeliet fortæller flere gange, at hun gemte det, hun oplevede, i sit hjerte og grundede over det. Det er en væsentlig beskrivelse af hendes tro. Maria fremstilles ikke som et menneske, der havde svar på alt, men som et menneske, der blev ved med at søge forståelse. Hendes tro var ikke en afsluttet erkendelse, men et livslangt forhold til Gud. Netop derfor er hun et forbillede, ikke blot for kvinder, men for hele Kirken.

Kvindens position i Kirken handler om mere end embeder

I nutidens katolske Kirke bliver spørgsmålet om kvinders position ofte forbundet med diskussioner om præstevielse, diakonat, ledelse og deltagelse i beslutningsprocesser. Det er væsentlige spørgsmål, som fortjener en alvorlig behandling. Men Marias betydning kan ikke måles med de samme kriterier som adgangen til kirkelige embeder. Hun var ikke præst, og hendes moderskab var ikke et kirkeligt embede. Alligevel indtager hun ifølge den katolske tro en position, som ingen anden skabning har fået.

Det betyder ikke, at Marias enestående stilling kan bruges til at afvise spørgsmål om kvinders ansvar og indflydelse i Kirken. Den kan heller ikke uden videre bruges som argument for bestemte ændringer i Kirkens organisation. Hendes betydning ligger på et andet teologisk plan. Det Andet Vatikankoncil beskriver i Lumen gentium Maria som Kirkens forbillede i tro, kærlighed og forening med Kristus. Hun er et billede på det, hele Kirken er kaldet til at være: et fællesskab, der modtager Guds ord og svarer på hans kald.

Samtidig giver Marias position anledning til at undersøge, om Kirken gennem sin historie altid har formået at anerkende kvinders åndelige autoritet, dømmekraft og ansvar. Der er forskel på den værdighed, Kirken teologisk tillægger ethvert menneske, og de muligheder, kvinder faktisk har haft for at udfolde deres evner og kald. Den forskel bør kunne diskuteres åbent og sagligt. Maria skal ikke gøres til et argument i enhver nutidig kirkepolitisk diskussion, men hendes betydning minder os om, at den katolske forståelse af kvinders værdighed ikke begynder med spørgsmålet om embeder. Den begynder med menneskets forhold til Gud.

Et ja, der førte helt til korset

Da Maria og Josef fremstillede Jesus i templet, sagde Simeon til hende, at et sværd skulle gennemtrænge hendes sjæl. Senere fortæller Lukasevangeliet om den tolvårige Jesus, der bliver tilbage i templet i Jerusalem, uden at hans forældre ved det. Da de finder ham, forstår de ikke hans forklaring om, at han må være hos sin far. Evangelisten forsøger ikke at skjule deres manglende forståelse. Maria havde sagt ja til Gud, men hun havde ikke dermed fået indsigt i alt, hvad der skulle ske.

Ved korset bliver dette tydeligere end noget andet sted. Johannesevangeliet fortæller, at Maria står ved sin søns kors. Hun er vidne til hans lidelse og død, og den søn, hun engang tog imod i tillid til Guds løfte, bliver henrettet som en forbryder. Den katolske tradition har gennem århundreder dvælet ved hendes sorg, men også ved hendes troskab. Hun bliver stående. Hendes ja i Nazaret var ikke en beslutning, der blev belønnet med et liv uden smerte. Det blev begyndelsen på et liv, hvor hun måtte holde fast ved sin tro gennem glæde, uvished og lidelse.

Her får Marias liv en betydning, der rækker ud over de store teologiske spørgsmål. Troen fritager ikke mennesket for sorg eller frygt. Den giver heller ikke nødvendigvis en forklaring på det, der sker. Men den kan give mennesket styrke til at forblive trofast, også når livet udvikler sig anderledes, end man havde forestillet sig. Maria kendte ikke fremtiden, da hun svarede Gabriel. Hun måtte leve sit ja gennem hele sit liv.

Svaret, der ændrede historien

Vi vender tilbage til Bernhard af Clairvaux og hans forestilling om menneskeheden, der venter på Marias svar. Hans prædiken lader os standse ved et øjeblik, som vi ellers hurtigt læser hen over, fordi vi allerede kender fortsættelsen. Vi ved, at Maria sagde ja. Vi kender fortællingen om Jesu fødsel, hans liv, hans død og Kirkens bekendelse til hans opstandelse. Men Bernhard beder os betragte bebudelsen, før svaret falder.

For ham er Marias samtykke et udtryk for den værdighed, Gud har givet mennesket. Gud tager initiativet til frelsen, men han vil ikke gøre menneskets frihed betydningsløs. Maria bliver tiltalt, og hun svarer. Hendes samtykke er ikke en formalitet, men en del af den måde, Gud har valgt at lade sin søn træde ind i menneskets historie på.

Hvis Maria havde sagt nej, ved vi ikke, hvordan Gud ville have handlet. Den katolske tro giver os ikke grundlag for at beskrive en anden frelseshistorie end den, vi har fået åbenbaret. Men spørgsmålet hjælper os til at forstå betydningen af det svar, hun faktisk gav.

Maria var ikke blot den kvinde, der fødte Jesus. Hun var et menneske, som Gud kaldte, og som frit tog imod hans kald. Hun kendte ikke hele fremtiden, men hun gav sit samtykke og forblev trofast gennem det liv, der fulgte.

Det er derfor, Bernhards billede af menneskeheden, der venter på hendes svar, stadig har sin kraft. Han lader os forstå, at der i Nazaret ikke blot fandt en bebudelse sted, men også et møde mellem Guds nåde og et menneskes frihed.

Og svaret kom fra en ung kvinde.

»Lad det ske mig efter dit ord.«

-karn

Faktaboks: Maria og hendes betydning i den katolske tro

Bebudelsen: Englen Gabriels besøg hos Maria beskrives i Lukasevangeliet 1,26–38. Marias svar kaldes traditionelt hendes fiat, latin for »lad det ske«.

Den ubesmittede undfangelse: Dogmet blev defineret af pave Pius IX i 1854 og lærer, at Maria fra sin undfangelse blev bevaret fra arvesynden ved Guds nåde og i kraft af Kristi fortjenester. Det må ikke forveksles med Jesu undfangelse ved Helligånden.

Marias frie samtykke: Den Katolske Kirkes Katekismus understreger, at Maria samarbejdede med Guds frelsesplan i frihed og tro, særligt i nr. 488–494.

Den nye Eva: Kirkefaderen Irenæus af Lyon (ca. 130–202) sammenlignede Marias lydighed med Evas ulydighed.

Gudføderske: Betegnelsen Theotokos blev stadfæstet ved Kirkemødet i Efesos i 431 som udtryk for troen på, at Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske.

Bernhard af Clairvaux: Cistercienserabbed og kirkelærer (1090–1153). I sine prædikener om bebudelsen beskrev han menneskehedens forventning, mens Maria stod over for sit svar til Gabriel.

Kilder og videre læsning

• Bibelen: Luk 1–2; Joh 2,1–12 og 19,25–27.
• Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 484–511 og 963–975.
• Bernhard af Clairvaux: Homiliae super Missus est, homilie IV, især afsnit 8–9.
• Irenæus af Lyon: Adversus haereses, III,22,4.
• Det Andet Vatikankoncil: Lumen gentium, kapitel VIII (1964).
• Pius IX: Ineffabilis Deus (1854).