Pave Leo IV fastholder Kirkens lære om køn, ægteskab og familie
Under sit besøg i Peru understregede pave Leo XIV, at menneskets køn er en del af Guds skaberværk, og at familien har en grundlæggende plads i samfundet. Samtidig afviste han, at forskellen mellem mand og kvinde kan begrunde underordning eller ulige ansvar i ægteskabet.
Kort fortalt: I en tale til repræsentanter for det peruvianske samfund den 12. november 2026 fastholdt pave Leo XIV Kirkens lære om mennesket som skabt mand og kvinde. Han fremhævede familien som et naturligt fællesskab med rettigheder, der går forud for statens lovgivning, og understregede, at ægtefæller har samme menneskelige værdighed og et fælles ansvar for familiens liv.
Gud skabte mennesket som mand og kvinde
»Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.« Ordene fra Første Mosebog 1,27 var udgangspunktet, da pave Leo XIV under sit besøg i Peru talte om familien og forholdet mellem mænd og kvinder. I en tid, hvor opfattelsen af køn og familieliv er under forandring, fastholdt paven, at menneskets identitet som mand eller kvinde ikke alene kan forstås ud fra samfundets skiftende forestillinger. Den har ifølge Kirkens lære sit grundlag i skabelsen og er derfor en del af den virkelighed, mennesket er kaldet til at leve i.
Paven anerkendte, at kulturelle forandringer har ændret de traditionelle roller for mænd og kvinder. Nye livsformer og forventninger har påvirket både ægteskabet, familien og det omgivende samfund. Han afviste ikke, at sådanne forandringer kan føre noget godt med sig, men advarede om, at udviklingen også kan bevæge sig i forkerte retninger. Derfor er der efter hans opfattelse behov for med fornyet overbevisning at fastholde skabelsesberetningens ord om mennesket som mand og kvinde. Det er i foreningen mellem dem, sagde han, at den gensidighed og komplementaritet kommer til udtryk, som giver ophav til faderskab, moderskab og de relationer, der forbinder generationerne.
Leo XIV fremlagde dermed ikke nogen ny lære. Hans ord ligger i forlængelse af den katolske forståelse af mennesket som en enhed af krop og sjæl, hvor kroppen og dens kønslige karakter ikke er uden betydning for menneskets identitet. Kirken har gennem århundreder fastholdt, at forskellen mellem mand og kvinde hører til skabelsens orden, og at ægteskabet mellem dem har en særlig betydning. Pavens tale var imidlertid ikke rettet mod en bestemt gruppe eller en konkret politisk debat om kønsidentitet. Han tog udgangspunkt i familien og dens betydning for menneskets liv og for samfundets fremtid.
Et barn er ikke et produkt
Menneskelivet begynder ikke i et tomrum, understregede paven. Det opstår i mødet mellem en mand og en kvinde, som giver sig selv til hinanden og åbner sig for muligheden for et nyt liv. Barnet er frugten af denne forening og må aldrig betragtes som et produkt. Allerede fra undfangelsen er det menneskelige liv knyttet til relationer, som det ikke selv har valgt, men som er afgørende for dets udvikling. Moderens liv er det første sted, hvor barnet modtages og beskyttes, og familien bliver siden det fællesskab, hvor det lærer at kende sig selv og andre.
Denne forståelse har betydning langt ud over spørgsmålet om ægteskab og forældreskab. Når mennesket fra begyndelsen er afhængigt af andre, kan det heller ikke forstås som et fuldstændigt selvberoende individ. Vi fødes ind i relationer, modtager omsorg og udvikler os gennem de mennesker, der omgiver os. For paven er familien derfor ikke blot én blandt flere mulige samfundsinstitutioner, men det første fællesskab, hvor menneskets værdighed mødes med et konkret ansvar for andre.
Her knyttede Leo XIV an til et centralt princip i Kirkens sociallære: Familien eksisterer før staten. Den er ikke skabt af lovgivningen og får heller ikke sine grundlæggende rettigheder fra politiske myndigheder. Lovens opgave er at anerkende og beskytte disse rettigheder, mens offentlige institutioner skal støtte familien i dens opgaver uden at overtage dens plads. Paven henviste til Kompendium over Kirkens sociallære, der beskriver familien som det første naturlige samfund med egne rettigheder.
Det betyder ikke, at staten er uden ansvar for familiernes vilkår. Tværtimod forudsætter Kirkens sociallære, at samfundet hjælper familier, når de ikke selv kan løfte deres opgaver. Men hjælpen skal tage udgangspunkt i familiens egen værdighed og ansvar. Det er subsidiaritetsprincippet: Beslutninger og opgaver bør så vidt muligt varetages af de mennesker og fællesskaber, der er nærmest berørt, mens større institutioner træder til, når der er behov for det.
Forskellighed er ikke underordning
Pavens fastholdelse af forskellen mellem mand og kvinde blev ledsaget af en lige så tydelig understregning af deres fælles værdighed. At leve i overensstemmelse med sin identitet som mand eller kvinde giver ikke grundlag for, at den ene ægtefælle skal underordnes den anden. Det berettiger heller ikke til, at ansvaret for hjemmet og familien fordeles ulige alene med henvisning til kønnet.
Leo XIV opfordrede derfor til fortsat at arbejde for en bedre fordeling af opgaverne mellem mænd og kvinder. Begge har ansvar for familiens liv og for det samfund, som deres børn skal vokse op i. Ægteskabets gensidighed må også kunne ses i dagligdagen, hvor omsorg, praktiske opgaver og beslutninger ikke kan overlades til den ene part som en selvfølge.
Det er en væsentlig præcisering af, hvad Kirken mener med, at mand og kvinde er forskellige og supplerer hinanden. Komplementaritet betyder ikke, at den ene besidder større menneskelig værdighed eller har en naturlig ret til at bestemme over den anden. Den henviser til, at mand og kvinde i deres forskellighed er kaldet til et fællesskab, hvor begge giver og modtager. En sådan forståelse forpligter ægtefællerne til at tage hinandens behov og ansvar alvorligt.
Pavens ord kan derfor heller ikke bruges som begrundelse for at fastholde enhver traditionel arbejdsdeling i familien. Traditioner må vurderes på, om de tjener familiens fælles liv og respekterer begge ægtefællers værdighed. Det afgørende er ikke, at manden og kvinden udfører bestemte opgaver, fordi de altid har gjort det, men at de sammen påtager sig ansvaret for det liv, de deler.
Familiens betydning for samfundet
I den katolske forståelse er familien det sted, hvor mennesket først lærer, at det ikke lever alene. Her møder barnet både kærlighed og forpligtelse, og her opdager det, at andre mennesker har behov og rettigheder, som må respekteres. Familien er derfor også det første sted, hvor de egenskaber udvikles, som ethvert samfund er afhængigt af: tillid, ansvar, tålmodighed og evnen til at tage hensyn til andre.
Når paven taler om familiens betydning, handler det således ikke alene om at bevare en bestemt institution. Det handler om de menneskelige relationer, som gør det muligt at leve sammen. Et samfund kan have velfungerende institutioner og omfattende lovgivning, men det kan ikke gennem love alene skabe den omsorg og tillid, der opstår mellem mennesker, som føler ansvar for hinanden.
Det var også baggrunden for, at Leo XIV forbandt familiens stilling med menneskets værdighed og de grundlæggende principper i Kirkens sociallære. Det fælles bedste, solidaritet og subsidiaritet er ikke isolerede politiske begreber. De udspringer af en forståelse af mennesket som et væsen, der lever i relation til andre, og hvis frihed derfor altid må forbindes med ansvar.
En lære, der også forpligter
Pave Leo XIV’s tale i Peru var en fastholdelse af Kirkens lære om menneskets skabte natur, ægteskabet og familien. Men den var samtidig en påmindelse om, at denne lære ikke kan begrænses til principielle udsagn om køn og samfundsorden. Den stiller også krav til den måde, mennesker lever sammen på.
Hvis familien skal være det fællesskab, som Kirken beskriver, må den være præget af respekt for hvert enkelt menneske. Ægtefællernes forskellige egenskaber og opgaver må ikke udvikle sig til et forhold, hvor den ene bestemmer og den anden blot forventes at indordne sig. Forældreskab indebærer ansvar, ikke ejerskab, og barnets værdighed består uafhængigt af de forventninger, som voksne måtte have til det.
Pavens budskab var dermed mere omfattende end den konstatering, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde. Han fastholdt, at forskellen mellem kønnene har betydning for ægteskabet og familien, men understregede samtidig, at denne forskel aldrig kan ophæve den lige værdighed, som mand og kvinde har fået ved skabelsen.
Kirken fastholder forskellen mellem mand og kvinde. Netop derfor må den også fastholde, at forskelligheden aldrig giver den ene ret til at herske over den anden.
-karn
Faktaboks: Pave Leo XIV om køn og familie
Anledning: Tale til repræsentanter for det peruvianske samfund.
Dato: 12. november 2026.
Sted: Lima, Peru.
Skabelsen: Paven henviste til Første Mosebog 1,27: Gud skabte mennesket som mand og kvinde.
Ægteskabet: Mandens og kvindens forening har ifølge Kirkens lære en særlig betydning for familien og for videreførelsen af menneskelivet.
Familiens rettigheder: Familien er et naturligt fællesskab, hvis grundlæggende rettigheder går forud for statens lovgivning.
Mand og kvinde: Forskellen mellem kønnene retfærdiggør hverken underordning eller en ulige fordeling af ansvaret i hjemmet.
Kirkens sociallære: Paven henviste blandt andet til Kompendium over Kirkens sociallære, punkt 214.
Kilde: Pave Leo XIV’s tale – Vatikanets officielle hjemmeside.
TILMELD DIG NYHEDSBREVET
Tilmeld dig nyhedsbrevet og hold dig opdateret om katolsk tro, Kirkens liv og aktuelle samfundsspørgsmål.
Støt Katolsk NU
Alt indhold på Katolsk NU kan læses, ses og downloades gratis. Hvis du værdsætter det, du finder her, kan du støtte det redaktionelle arbejde med eksempelvis 100 kr.
MobilePay 23 44 81 55
Læs mere om at støtte Katolsk NU













