Overgiv dig ikke til natten

Kristen reggae bliver let affejet som simpel populærmusik. Alligevel kan et omkvæd give et menneske ord til at bede og mod til at fortælle Kristus om det, der ellers bliver holdt skjult.

»Overgiv dig ikke til natten.« Den linje dukker op i en video med over en times kristen reggae. Der er noget skummelt ved den nat. Man kan ligge vågen og tænke på, hvordan man vil ramme den, der har såret én. Man kan blive fanget i et misbrug af alkohol, narkotika eller pornografi og opdage, hvor meget af ens liv det er kommet til at optage. Man kan vænne sig til at se et andet menneske blive nedværdiget, fordi ingen omkring én siger fra. Til sidst ler man måske selv med.

Så kan de fem ord fra sangen dukke op igen og blive begyndelsen på en bøn. Man kan fortælle Kristus, hvad man er fristet til at gøre, og hvad man allerede har gjort og helst ville skjule. Det kræver tillid at sige det højt. Tillid til, at han hører én, også når man endnu ikke ved, hvordan man skal komme videre.

Når kirkelig smag bliver en målestok

I nogle af den etablerede kristendoms mere elitære kredse vrænges der på næsen af den slags musik. Folkelig reggae er noget bras, vil nogle sige. Teksterne er enkle, rytmen fylder meget, og omkvædet bliver sunget igen, længe efter at alle har forstået ordene. Men kristendommen er ikke forbeholdt mennesker med en bestemt musiksmag. Det burde være en selvfølge i en kirke, der læser evangelierne om Jesus, som satte sig til bords med folk, andre helst holdt sig fra. Alligevel kan kirkelig smag komme til at afgøre, hvilke udtryk for tro der bliver taget alvorligt.

Der kan være mere ærlighed i en ligefrem reggaesang end i den ypperste kirkemusik. Man kan sidde i en kirke og beundre et kor, der synger en bøn, uden selv at få bedt. Hjemme i køkkenet kan man synge med på et omkvæd og pludselig høre, at man faktisk mener det. En enkel sang kan få et menneske til at sige noget til Kristus, som det længe har holdt for sig selv.

Tillid til, at Kristus hører

Når musikken er forbi, kan man blive siddende lidt og tale til Kristus med sine egne ord. Bønnen kan handle om den hjælp, man har brug for til at komme ud af et misbrug, eller om modet til at sige fra, næste gang nogen bliver gjort til grin. Den, der selv har vænnet sig til at blive talt ned til, kan fortælle ham, hvor ondt det gør. Det kan tage tid at få det sagt, også i en bøn.

En personlig relation til Kristus og en tro, der holder hele livet, kan begynde dér, hvor man i tillid til, at han hører én, fortæller ham, hvad der foregår i ens liv. Det kan være en bøn på ganske få ord om noget, man længe har båret alene. Næste dag kan man vende tilbage til ham med det samme, også selv om man stadig har svært ved at få det sagt. Med tiden kan det blive naturligt at tale med Kristus om det, der sker i ens liv. Den første bøn kan være begyndt med fem ord fra en reggaesang.

-karn