»Han sætter sig og smelter og renser sølvet« (Mal 3,3). Profeten Malakias bruger sølvets renselse som billede på Guds arbejde med sit folk. I illustrationen symboliserer det smeltede sølv Kirkens nødvendige fornyelse, mens Maria, Kirkens Moder, med Jesusbarnet minder om, at Kristus er Kirkens centrum.

Kirken har brug for en nødvendig fornyelse

Kirkelukninger og institutionelle forandringer er ikke et nederlag. De kan blive begyndelsen på en stærkere kirke.

KOMMENTAR · Den katolske kirke i Danmark står over for et grundlæggende valg. Vi kan fortsætte med at bruge vores begrænsede ressourcer på at bevare bygninger og institutioner, som medlemmerne ikke i tilstrækkelig grad vil betale for. Eller vi kan erkende, at Kirkens fremtid ikke afhænger af, hvor meget vi formår at bevare, men af det trosliv, der findes i menighederne. Det er uansvarligt at fastholde en struktur, vi ikke selv vil bære, og samtidig trække på økonomisk støtte fra tyske katolikker, der også står over for vanskelige beslutninger. Kirken har brug for en renselsesproces, hvor troens liv igen bliver udgangspunktet for dens organisation.

Kort fortalt: Den katolske kirkes økonomiske vanskeligheder handler om mere end manglende kirkeskat. De rejser spørgsmålet om medlemmernes ansvar for Kirkens eksistens. Når bygninger og institutioner ikke længere kan bæres, må Kirken turde give slip. Kirkelukninger og institutionelle forandringer kan blive begyndelsen på en stærkere kirke, hvor levende menigheder selv tager ansvar for troen og fællesskabet.

En kirke, vi ikke selv vil betale for

Den katolske kirke i Danmark er afhængig af, at dens medlemmer bidrager til de fælles udgifter. Præster skal aflønnes, kirkebygninger vedligeholdes, og bispedømmet skal kunne varetage de opgaver, som følger med at være kirke. Alligevel findes der katolikker, som har økonomisk mulighed for at bidrage, men som undlader at betale kirkeskat. Det er ikke blot et spørgsmål om manglende indtægter. Det afslører et problem i forståelsen af, hvad det indebærer at tilhøre et kirkeligt fællesskab. Man kan ikke betragte Kirken som en selvfølgelig del af sit liv og samtidig overlade ansvaret for dens eksistens til andre. Et fællesskab, vi ønsker at være en del af, må vi også være villige til at bære.

Der er forskel på ikke at kunne betale og ikke at ville betale. Kirken skal være et hjem også for mennesker uden økonomiske midler, og adgangen til dens sakramenter må aldrig afhænge af størrelsen på et økonomisk bidrag. Men det fritager ikke dem, der har mulighed for at betale, for deres ansvar. Kirkeretten fastslår i canon 222, at de troende har pligt til at bidrage til Kirkens behov. Det er en del af det at være katolik. Når kirkeskatten alligevel bliver betragtet som en frivillig støtte til en institution, der eksisterer uafhængigt af medlemmerne, er noget grundlæggende gået tabt. Kirken er ikke noget, andre skal sørge for. Den er et fællesskab, vi selv er ansvarlige for.

Vi kan ikke fortsætte med at trække på Tyskland

Den katolske kirke i Danmark har gennem mange år modtaget betydelig økonomisk hjælp fra tyske katolikker. Støtten har gjort det muligt at aflønne præster, gennemføre kirkelige projekter og opretholde aktiviteter, som et lille bispedømme ellers ville have haft vanskeligt ved at finansiere. Den hjælp fortjener både taknemmelighed og respekt. Men den forpligter også til selvransagelse. Det er ikke rimeligt at forvente, at andre fortsat skal være med til at finansiere et kirkeliv, som vi ikke selv tager det fulde ansvar for.

Af referatet fra Pastoralrådets møde i juni 2025 fremgår det, at 58 procent af præstelønningerne på daværende tidspunkt blev finansieret af danske midler. Resten var dermed afhængig af støtte udefra. Det blev samtidig oplyst, at tilskuddene til præstelønninger faldt med fem til otte procent årligt, og at Bonifatiuswerks projektstøtte var reduceret fra tidligere to til tre millioner kroner om året til omkring 100.000 euro. Den tyske støtte er således allerede under forandring. Det sker samtidig med, at den katolske kirke i Tyskland selv står over for faldende medlemstal, økonomiske vanskeligheder og omfattende strukturelle ændringer.

Solidaritet mellem kirker er en grundlæggende kristen værdi. De stærkere kirker skal hjælpe de svagere, og den katolske kirke er et verdensomspændende fællesskab. Men solidaritet må ikke blive en permanent erstatning for eget ansvar. Det er uansvarligt at fastholde udgifter til bygninger, institutioner og drift, som danske katolikker med økonomisk mulighed for at bidrage ikke selv vil være med til at finansiere. Vi skylder de tyske katolikker at tage vores egen situation alvorligt og indrette vores kirkelige struktur efter de ressourcer og det engagement, der faktisk findes.

En lukning er ikke et nederlag

Biskop Czesław Kozon har selv peget på vanskelighederne. På Pastoralrådets møde i juni 2025 forklarede han, at bispedømmet allerede havde forsøgt at mindske den økonomiske byrde gennem kirkelukninger, og at mulighederne for yderligere besparelser efter hans vurdering var meget begrænsede. Han fremhævede samtidig den store forskel mellem dem, der betaler kirkeskat, og dem, der ikke gør, herunder at der findes meget aktive katolikker med høje indkomster, som undlader at bidrage.

Biskoppens vurdering må tages alvorligt. Bispedømmet dækker et stort geografisk område, og yderligere lukninger kan få betydelige konsekvenser for adgangen til messen og det lokale kirkeliv. Men netop derfor er der brug for en bredere diskussion end den, der alene handler om at finde flere besparelser inden for den eksisterende struktur. Vi må undersøge, hvordan menighederne kan organiseres anderledes, og hvordan det økonomiske og praktiske ansvar i højere grad kan bæres af de mennesker, der udgør dem.

Vi har vænnet os til at betragte kirkelukninger og institutionelle forandringer som tegn på tilbagegang. Når en kirke sælges, et sogn sammenlægges eller en institution nedlægges, bliver det ofte beskrevet som endnu et tab. Men en kirkebygning, der lukker, betyder ikke, at troen forsvinder. En institution, der ophører, betyder heller ikke, at dens kirkelige opgave dermed er afsluttet. Det afgørende er, om der fortsat findes mennesker, som lever troen og ønsker at skabe et fællesskab omkring den. Når en struktur ikke længere kan bæres, er det ikke ansvarligt at opretholde den alene af hensyn til traditionen. At give slip kan tværtimod frigøre økonomiske og menneskelige ressourcer til et nyt menighedsliv.

Et levende trosfællesskab behøver ikke fra begyndelsen råde over sin egen kirkebygning. Mennesker kan samles i hjem, lånte lokaler eller andre enkle rammer til bøn, bibellæsning, undervisning og fællesskab. Den katolske kirkes sakramentale liv forudsætter præster og fællesskab med biskoppen, men ikke at enhver lokal gruppe råder over en selvstændig bygning. Når et fællesskab vokser, opstår der behov for mere faste rammer, som kan udvikles i takt med det ansvar, medlemmerne er villige til at påtage sig. En ny kirkebygning bliver da ikke en byrde, man har arvet, men resultatet af et trosliv, som har skabt behovet for den.

De katolikker, for hvem livet i Kristus har afgørende betydning, vil søge fællesskabet med andre troende. De vil finde sammen om bønnen, evangeliet og sakramenterne og tage ansvar for det kirkeliv, de ønsker at være en del af. Det er her, nye menigheder kan vokse frem. Ikke fordi en institution har besluttet, at de skal eksistere, men fordi troen skaber et behov for fællesskab. Det er netop denne kraft, Kirken må have tillid til, når den giver slip på bygninger og strukturer, som ikke længere kan bæres.

Der er alvorlige hensyn at tage, når en kirke skal lukkes. Ældre, syge og mennesker uden transportmuligheder kan miste adgangen til messen, og en lukning kan svække Kirkens tilstedeværelse i et område. Økonomisk selvforsyning må derfor aldrig blive den eneste målestok for en menigheds værdi. Men disse hensyn kan ikke gøre enhver eksisterende struktur urørlig. Kirken har begrænsede ressourcer, og de skal bruges til at fremme dens egentlige opgave.

Fra kirkegængere til medansvarlige

Mange katolikker er vokset op med en forestilling om Kirken som noget, der allerede findes. Der er en præst, en kirkebygning, en messeordning og en organisation, som sørger for, at det hele fungerer. Man møder op til messen, deltager i sakramenterne og vender tilbage til sit almindelige liv. Men menighedens opgave er større end at stille gudstjenester til rådighed. Kirken er ikke en institution, der leverer religiøse ydelser til sine medlemmer. Den er et fællesskab af døbte mennesker, som sammen har ansvar for at leve og videregive troen.

Når dette ansvar ikke opleves som virkeligt, bliver kirkeskatten endnu en regning, man kan vælge at betale eller lade være. Hvor mennesker derimod oplever menigheden som deres eget fællesskab, får økonomien en anden betydning. Så handler det ikke blot om at finansiere en organisation, men om at gøre det muligt for fællesskabet at leve. Det samme gælder frivilligt arbejde, undervisning, omsorg for syge og ældre og arbejdet med at invitere nye mennesker ind i Kirken. Det er ikke aktiviteter, der kommer oven i menighedslivet. Det er menighedslivet.

Denne udvikling stiller også krav til præsterne og bispedømmet. Hvis lægfolket skal tage et større ansvar, skal der være reel plads til, at de kan gøre det. Det handler ikke om at gøre menighederne uafhængige af biskoppen eller svække præsternes sakramentale opgave. Det handler om at udvikle fællesskaber, hvor de døbtes forskellige gaver og evner får betydning, og hvor medansvar ikke blot består i at udføre opgaver, andre har besluttet. En levende menighed er kendetegnet ved, at mennesker tager ansvar for hinanden og for det fællesskab, de tilhører.

En nødvendig renselse

Kirkens økonomiske vanskeligheder giver anledning til en nødvendig renselsesproces. Ikke en renselse, hvor de svage eller økonomisk trængte sorteres fra, men en proces, hvor Kirken må skelne mellem sit egentlige kald og de institutionelle former, som gennem generationer er vokset frem omkring det. Kirken behøver evangeliet, sakramenterne, præsterne og fællesskabet omkring Kristus. Den behøver ikke enhver bygning, enhver administrativ ordning eller enhver institution, som tidligere generationer har efterladt den. Strukturerne skal tjene Kirkens liv. De må ikke blive et formål i sig selv.

Allerede i julen 1969 beskrev den senere pave Benedikt XVI, dengang teologen Joseph Ratzinger, en fremtid, hvor Kirken ville blive mindre, miste privilegier og ikke længere kunne opretholde alle de bygninger, den havde opført i sin storhedstid. En sådan kirke ville stille større krav til medlemmernes eget initiativ og engagement. Ratzinger så ikke alene tabet af ydre styrke som en tilbagegang, men også som en vej til at genfinde Kirkens egentlige centrum: troen på Kristus og livet i sakramenterne. Hans overvejelser blev senere udgivet i bogen Glaube und Zukunft, på engelsk Faith and the Future.

Det er en tanke, der har fået særlig aktualitet i en tid, hvor mange europæiske kirker står over for faldende medlemstal og store økonomiske udfordringer. En mindre kirke er ikke dermed en svagere kirke. Den kan blive mere bevidst om sit kald, mere afhængig af medlemmernes personlige engagement og mere opmærksom på det, der virkelig er nødvendigt. Men en renselsesproces kan ikke gennemføres alene ved at lukke bygninger og reducere udgifter. Den må føre til en fornyelse af menighedslivet. Ellers har vi blot gjort organisationen mindre uden at gøre fællesskabet stærkere.

De første kristne havde ikke de bygninger og institutioner, vi i dag forbinder med Kirken. De samledes i hjemmene, delte deres ressourcer og tog ansvar for hinanden. Deres fællesskaber udviklede efterhånden de strukturer, som var nødvendige for Kirkens liv. Vi lever i en anden historisk situation, men rækkefølgen er fortsat afgørende: Først fællesskabet omkring Kristus, derefter de rammer, der skal tjene det. Den katolske kirke er et sakramentalt fællesskab med biskopper og præster, men dens institutioner skal tjene dette fællesskab, ikke omvendt.

Den katolske kirke i Danmark står over for beslutninger, som kræver både mod og ansvarlighed. Vi skylder de tyske katolikker taknemmelighed for den støtte, de har ydet gennem generationer, men vi skylder dem også at tage ansvar for vores egen fremtid. Kirkelukninger og institutionelle forandringer skal ikke betragtes som nederlag. De kan frigøre kræfter til nye fællesskaber, hvor mennesker samles om Kristus og tager ansvar for Kirkens liv. Det er her, en nødvendig renselsesproces kan blive begyndelsen på en ny styrke.

Det er ikke Kirkens bygninger, der skal sikre troens fremtid. Det er troens liv, der skal begrunde Kirkens bygninger.

-karn

Faktaboks – Økonomi og kirkeligt ansvar

  • Kirkeskat: Bispedømmet anbefaler, at katolikker bidrager med mindst én procent af deres skattepligtige indkomst.
  • Præstelønninger: Ved Pastoralrådets møde i juni 2025 blev det oplyst, at 58 procent blev finansieret af danske midler.
  • Tysk støtte: Tilskuddene til præstelønninger blev oplyst at falde med 5–8 procent årligt.
  • Bonifatiuswerk: Projektstøtten var reduceret fra tidligere 2–3 mio. kr. årligt til omkring 100.000 euro.
  • Kirkelukninger: Biskop Czesław Kozon oplyste, at bispedømmet allerede havde gennemført lukninger og vurderede mulighederne for yderligere besparelser som meget begrænsede.
  • Kirkeretten: Canon 222 fastslår de troendes pligt til at bidrage til Kirkens behov.

Kilder: Pastoralrådets referat, juni 2025 og Joseph Ratzinger, Faith and the Future.

TILMELD DIG NYHEDSBREVET

Tilmeld dig nyhedsbrevet og hold dig opdateret om katolsk tro, Kirkens liv og aktuelle samfundsspørgsmål.

100 kr.

Støt Katolsk NU

Alt indhold på Katolsk NU kan læses, ses og downloades gratis. Hvis du værdsætter det, du finder her, kan du støtte det redaktionelle arbejde med eksempelvis 100 kr.

MobilePay 23 44 81 55

Læs mere om at støtte Katolsk NU

Fredagsbrevet fra Katolsk NU

Få ugens vigtigste nyheder, artikler og essays fra Katolsk NU i din indbakke hver fredag. Vi følger Kirken i Danmark og udlandet og skriver om katolsk tro og samfund. Læs evt. mere

Navnet Katolsk NU

Hvorfor hedder vi Katolsk NU? Bag de to ord ligger flere betydninger, der forbinder Kirkens lange tradition med troen og livet i nutiden.

Læs om tankerne bag navnet.

Redaktionelle principper

Katolsk NU er et selvstændigt, frivilligt katolsk medie med fokus på den katolske tro og samspillet mellem Kirke og samfund. Vores redaktionelle principper beskriver, hvordan vi arbejder med journalistik, kildekritik, troværdighed og ansvarlig brug af kunstig intelligens.. Læs mere

Nyhedstavle fra hele verden

Katolsk NU’s nyhedstavle samler aktuelle nyheder fra danske og internationale katolske medier. Her kan du følge nyt fra Vatican News, EWTN, Crux, katholisch.de, France Catholique, Rorate Cæli, katolsk.dk og Katolsk NU.

Nyhederne opdateres løbende, og et klik fører dig videre til den oprindelige artikel.

Læs katolske nyheder fra hele verden

Et teologisk arkiv vokser frem

Katolsk NU er i gang med at opbygge et arkiv over præst Lars Messerschmidts mange bibelske og teologiske tekster. Arbejdet er omfattende, og nye tekster bliver løbende tilføjet og gjort tilgængelige.

Følg med i arkivets udvikling

Print artiklerne

Vil du gemme en artikel eller læse den på papir? Du kan nu udskrive vores artikler i en ren og læsevenlig version uden menuer, annoncer og andet indhold fra hjemmesiden. Du vælger selv, om billederne skal med.

Se efter 🖨 Udskriv artikel øverst i artiklen.

Katolsk NU på YouTube

Katolsk NU på YouTube