GOD IS ONE – Tre ord om Gud og menneskets værdighed

ESSAY · Et maleri i Hamburg åbner for en fortælling om tro, hovmod og menneskelig splittelse

Fire sorte mennesker ser ud fra et farvestrålende maleri i Tierpark Hagenbeck i Hamburg. Over dem står ordene GOD IS ONE. Men hvordan kan mennesker bekende sig til én Gud og samtidig have så vanskeligt ved at anerkende hinanden?

Kort fortalt: Et maleri i Hamburgs zoologiske have bliver udgangspunktet for et essay om menneskets værdighed og kristendommens splittelser. Hagenbecks historie med udstillinger af mennesker fra andre verdensdele fører tankerne til kolonitidens menneskesyn, mens fortællingen om Adam og Eva rejser et spørgsmål om hovmod, selvbestemmelse og menneskets forhold til Gud.

Tre ord på en væg

Det er en ganske almindelig eftermiddag foran fjernsynet. På den tyske tv-kanal NDR følger kameraet hverdagen i Tierpark Hagenbeck i Hamburg. Programmet Leopard, Seebär & Co. er en populær dokumentarserie om dyrene og menneskene, der passer dem. Fortællestilen er let, undertiden næsten barnlig, og dyrenes små og store oplevelser ledsages af humoristiske kommentarer. Men denne gang er det ikke dyrene, der fanger opmærksomheden. Det er et maleri på en væg. Fire sorte mennesker er afbildet med forskellige frisurer, farverigt tøj og markante ansigtstræk. Over dem står tre ord med store bogstaver: GOD IS ONE. Gud er én.

Ordene er en bekendelse, som jøder, kristne og muslimer deler, selv om deres forståelse af Gud er forskellig. Hvorfor netop disse ord er placeret over de fire mennesker, ved vi ikke. Maleriet behøver heller ikke rumme nogen bestemt historisk eller teologisk hensigt for at vække eftertanke. Men stedet har en historie, som giver billedet en særlig klang. Og bekendelsen til én Gud rejser et spørgsmål, der også angår kristendommen selv: Hvorfor har mennesker så vanskeligt ved at leve i den enhed, de bekender sig til?

Da mennesker blev seværdigheder

Carl Hagenbeck var en af pionererne inden for den moderne zoologiske have. Hans navn forbindes især med udviklingen af anlæg, hvor dyr kunne bevæge sig i mere naturlige omgivelser. Men allerede i 1875 begyndte han at arrangere såkaldte Völkerschauen, hvor mennesker fra Afrika, Asien og andre dele af verden blev præsenteret for et betalende europæisk publikum. Blandt deltagerne var nubiere, somaliere og andre afrikanske befolkningsgrupper. De blev fremvist i iscenesatte miljøer, hvor deres boliger, påklædning og daglige aktiviteter skulle give europæerne et indtryk af fremmede kulturer. Udstillingerne tiltrak store menneskemængder og var præget af kolonitidens forestillinger om race, civilisation og europæisk overlegenhed.

Deltagernes vilkår var forskellige. Nogle indgik aftaler og modtog betaling, mens andre befandt sig i afhængige og begrænsede situationer. Men udstillingsformen byggede på en grundlæggende forskel mellem dem, der betragtede, og dem, der blev betragtet. Mennesker blev gjort til genstand for andres nysgerrighed. Folkeudstillingerne fortsatte ind i det 20. århundrede og står i dag som et vidnesbyrd om en tid, hvor kulturelle og etniske forskelle kunne bruges til at placere mennesker i et hierarki.

Maleriet på væggen er ikke nødvendigvis tænkt som en kommentar til denne historie. Alligevel er kontrasten tankevækkende. De fire mennesker fremstår med hver deres personlighed og udtryk. De er ikke en fremmedartet seværdighed, men mennesker, der møder beskuerens blik. Over dem står bekendelsen til den ene Gud.

Én Gud og én menneskehed

Den jødiske trosbekendelse begynder med ordene: »Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én« (5 Mos 6,4). Jesus gentager denne bekendelse i Markusevangeliet og forbinder kærligheden til Gud med buddet om at elske sin næste som sig selv (Mark 12,29-31). Den Gud, som mennesket bekender sig til, er ikke én bestemt befolknings eller kulturs Gud. Han er skaberen af himmel og jord og dermed ophavet til ethvert menneske. For kristne er den ene Gud samtidig den treenige Gud – Faderen, Sønnen og Helligånden. Treenigheden betyder ikke, at der findes tre guder, men at den ene Gud er tre personer – Faderen, Sønnen og Helligånden – i én guddommelig natur.

Den katolske kirkes sociallære bygger på overbevisningen om, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Menneskets værdighed afhænger derfor ikke af nationalitet, hudfarve, social stilling eller religiøst tilhørsforhold. Andet Vatikankoncil understregede denne forståelse i erklæringen Nostra aetate fra 1965. Her fremhæver Kirken, at alle folkeslag udgør ét menneskeligt fællesskab, fordi de har deres oprindelse i Gud. Samtidig afviser erklæringen diskrimination og forfølgelse på grund af race, hudfarve, social stilling eller religion.

Denne lære stiller også krav til Kirken selv. Kristne har gennem historien deltaget i koloniale magtstrukturer, og religiøse argumenter er blevet anvendt til at retfærdiggøre undertrykkelse. Der har været betydelig afstand mellem bekendelsen til menneskets gudgivne værdighed og den måde, mennesker faktisk blev behandlet på. Det er en del af Kirkens historie, som ikke kan bortforklares.

Én Gud – men mange kirker

Kristendommens egen historie rummer et andet paradoks. Kristne bekender sig til én Gud og én Herre, Jesus Kristus, men er gennem århundreder blevet opdelt i et stort antal kirker og kirkesamfund. Katolikker, ortodokse, lutheranere, anglikanere og mange andre bekender troen på Kristus, men er uenige om væsentlige spørgsmål vedrørende Kirkens autoritet, sakramenterne og fortolkningen af den kristne lære. Splittelserne har teologiske årsager, men er også blevet formet af politiske interesser, kulturelle forskelle og menneskelige magtkampe.

Allerede apostlen Paulus måtte forholde sig til splittelser blandt de første kristne. I Første Korintherbrev spørger han: »Er Kristus da blevet delt?« (1 Kor 1,13). Og i Johannesevangeliet beder Jesus for sine disciple, »at de alle må være ét« (Joh 17,21). Ønsket om kristen enhed findes således i selve Det Nye Testamente. Alligevel har kristne gennem historien haft vanskeligt ved at bevare den. Det er nærliggende at spørge, om årsagen alene skal findes i teologiske uenigheder, eller om der også er noget i menneskets natur, som gør splittelsen så vanskelig at overvinde.

Adams gamle fristelse

Fortællingen om Adam og Eva i Første Mosebog giver et teologisk perspektiv på dette spørgsmål. Slangen frister mennesket med løftet om, at det skal blive som Gud og kende godt og ondt. Fristelsen handler ikke først og fremmest om at fornægte Guds eksistens, men om selv at overtage retten til at bestemme, hvad der er godt og ondt. Mennesket ønsker ikke længere blot at modtage livet og dets orden fra Gud. Det vil selv være den øverste autoritet.

I den kristne tradition forbindes denne tilbøjelighed med hovmodet, superbia. Augustin beskrev hovmodet som en grundlæggende bevægelse, hvor mennesket vender sig fra Gud og gør sig selv til centrum. Psykologisk er der en genkendelig mekanisme i denne forståelse. Vi knytter vores identitet til vores overbevisninger og søger gerne bekræftelse på det, vi allerede mener. Uenighed kan derfor opleves som en trussel mod vores selvforståelse. I religiøse fællesskaber kan denne mekanisme blive særlig stærk, fordi uenigheden ofte angår spørgsmål, som de troende opfatter som absolutte sandheder.

Det ville være historisk forkert at forklare alle Kirkens splittelser som et resultat af menneskeligt hovmod. Der har været reelle teologiske uenigheder, alvorlige misbrug af kirkelig magt og samvittighedskonflikter, som ikke kunne løses ved blot at kræve lydighed. Men hovmodet kan findes på begge sider af en konflikt. Det er ikke forbeholdt dem, der bryder med et fællesskab. Det kan lige så vel findes hos dem, der forsvarer dets institutioner og autoritet.

Sandheden kræver ydmyghed

Kirken er forpligtet på sandheden og kan ikke gøre læremæssige forskelle betydningsløse for at opnå en overfladisk enighed. Samtidig må den erkende, at mennesker, også når de handler i Guds navn, kan være præget af ambitioner, frygt, stolthed og ønsket om at få ret. Andet Vatikankoncil understregede i dekretet Unitatis redintegratio betydningen af kristen enhed og nødvendigheden af en stadig fornyelse af Kirkens eget liv. Den katolske kirke fastholder, at Kristi Kirke består i den katolske kirke, men anerkender samtidig, at der findes virkelige elementer af helliggørelse og sandhed uden for dens synlige grænser.

Den kristne ydmyghed består ikke i at opgive sandheden eller betragte alle religiøse opfattelser som lige gyldige. Den består i at erkende, at mennesket ikke selv er sandhedens ophav. Ingen kan gøre Gud til sin private ejendom, heller ikke den, der med fuld overbevisning bekender sig til ham.

Tre ord, der forpligter

De fire mennesker på maleriet i Hamburg behøver ikke dele den samme tro. Deres værdighed afhænger hverken af deres religion eller af, om de overhovedet tror på Gud. Vi kan være uenige om religion, moral og samfundets indretning uden at gøre hinandens menneskelige værdi til genstand for forhandling.

Hagenbecks menneskeudstillinger og kristendommens splittelser er vidt forskellige historiske fænomener. Men begge giver anledning til at overveje, hvor let mennesket kan gøre sine egne forestillinger og interesser til målestok for andre. Den gamle fristelse fra fortællingen om Adam er ikke forsvundet. Den kan også gøre sig gældende, når mennesker taler og handler i Guds navn.

Et tv-program om dyr i en zoologisk have førte tankerne et ganske andet sted hen. Vi ved ikke, hvad kunstneren ville fortælle med sit maleri. Men de fire mennesker og ordene over dem blev anledning til at se på både Europas historie og Kirkens eget liv. Bekendelsen til én Gud har ikke forhindret mennesker i at sætte skel mellem hinanden. Den har heller ikke forhindret kristne i at strides om, hvem der har den rette forståelse af hans vilje.

GOD IS ONE.

Gud er én. Og ingen af dem, han har skabt, er mindre menneske end de andre.

-karn