Den ene døde for troen – den anden ville forny Kirken

Sankt Dionysius og Sankt Johannes Leonardi – to helgener, adskilt af tretten århundreder, med hver sin opgave i Kirkens historie.

Den ene forkyndte Kristus i det romerske Gallien og led martyrdøden. Den anden var en italiensk præst, som ville forny Kirken gennem undervisning, bøn og et mere troværdigt kristent liv. Den 9. oktober mindes den katolske Kirke Sankt Dionysius og Sankt Johannes Leonardi, to mænd, hvis liv fortæller om trofasthed under vidt forskellige forhold.

Kort fortalt: Sankt Dionysius regnes for Paris’ første biskop og led martyrdøden i det tredje århundrede. Sankt Johannes Leonardi levede fra 1541 til 1609 og arbejdede for Kirkens fornyelse efter reformationen. Den ene bragte evangeliet til mennesker, der endnu ikke kendte det. Den anden ville hjælpe kristne til at genfinde dybden i den tro, de allerede havde modtaget.

Dionysius – troen kommer til Paris

Det Paris, vi kender i dag, med Notre-Dame, de store boulevarder og århundreders kristne historie, var i det tredje århundrede en beskeden by i det romerske Gallien. Den hed Lutetia og lå i en provins, hvor romerske guder, lokale religiøse traditioner og kejserkulten endnu prægede samfundet. Kristendommen var begyndt at brede sig, men de kristne fællesskaber var små, og deres stilling var usikker. Det var til denne verden, Dionysius ifølge den kirkelige tradition kom som missionær og biskop. Han regnes for Paris’ første biskop og forbindes med præsten Rusticus og diakonen Eleutherius, der ledsagede ham i forkyndelsen. De historiske oplysninger om hans liv er sparsomme, og det er ikke muligt at fastslå alle omstændigheder omkring hans virke. Men hans navn blev bevaret i den kristne erindring som et af de første vidnesbyrd om evangeliets udbredelse i det område, der senere skulle blive Frankrigs hovedstad.

Dionysius og hans ledsagere led martyrdøden, traditionelt dateret til det tredje århundrede. Den kirkelige overlevering knytter deres henrettelse til Montmartre, højen nord for det gamle Paris, hvis navn ofte er blevet forbundet med martyrernes bjerg. Gennem middelalderen voksede fortællingen om Dionysius, og den fik efterhånden et usædvanligt præg. Ifølge den mest kendte legende rejste han sig efter halshugningen, tog sit afhuggede hoved i hænderne og vandrede videre til det sted, hvor han ønskede at blive begravet. Det er denne fremstilling, man stadig møder i kirkekunsten, hvor biskoppen står med sit eget hoved foran kroppen. Fortællingen hører til helgenlegendens verden og kan ikke betragtes som en historisk øjenvidneberetning. Men dens betydning er ikke vanskelig at forstå. De mennesker, der dræbte Dionysius, kunne afslutte hans jordiske liv. De kunne ikke standse den tro, han havde været med til at bringe til byen.

En martyr bliver en del af Frankrigs historie

Ved det sted, hvor Dionysius efter traditionen blev begravet, voksede der med tiden et betydeligt religiøst centrum frem. Basilikaen Saint-Denis nord for Paris blev et af middelalderens vigtigste kirkelige bygningsværker og senere gravkirke for de franske konger. Her blev den tidlige kristne martyr knyttet til selve fortællingen om Frankrigs historie. Konger, biskopper, pilgrimme og almindelige troende søgte gennem århundreder til hans grav, og hans navn blev båret videre i kirker, klostre og stednavne. Den mand, hvis liv vi kun kender i brudstykker, fik dermed en plads i Europas historie, som han næppe selv kunne have forestillet sig. Han efterlod sig ingen kendte teologiske skrifter og ingen omfattende beretning om sit arbejde. Det, der blev husket, var hans forkyndelse og hans død.

Der er noget tankevækkende ved, at en mand, som næsten forsvinder for os i historiens mørke, alligevel har fået så stor betydning. Vi ved langt mere om de konger, der blev begravet i Saint-Denis, end vi ved om den biskop, som kirken blev opkaldt efter. Vi kender deres regeringsår, deres krige, deres familier og deres politiske beslutninger. Om Dionysius ved vi forholdsvis lidt. Alligevel er hans navn blevet stående, mens mange af de magtfulde mænd, der senere blev begravet omkring ham, for længst er gledet ud af den almindelige erindring. Det er ikke et bevis på hans historiske betydning i moderne forstand, men det fortæller noget om, hvad Kirken har ønsket at bevare. Den husker ikke kun dem, der byggede store institutioner eller udøvede magt. Den husker også dem, der bar evangeliet videre, selv om det kostede dem livet.

For kristne i Danmark er martyrdøden ikke en nærliggende erfaring. Vi lever i et samfund, hvor religionsfriheden er beskyttet, og hvor troen normalt kan praktiseres uden fare for liv og frihed. Alligevel er der en forbindelse mellem Dionysius og den kristne hverdag. Det kræver ikke martyrens mod at gå til messe eller bede sin aftenbøn, men det kan kræve en vis selvstændighed at stå ved sin tro i et samfund, hvor religion ofte betragtes som en privatsag. Dionysius minder os om, at den kristne tro fra begyndelsen har været noget, mennesker bekendte offentligt, og som de lod få betydning for deres handlinger. Hans historie stiller ikke krav om, at alle kristne skal være helte. Den minder os om, at trofasthed også har en pris, selv når prisen er langt mindre end den, martyrerne betalte.

Johannes Leonardi – en præst i en splittet Kirke

Mere end tretten hundrede år senere blev Johannes Leonardi født i 1541 i Diecimo nær Lucca i Italien. Hans verden var ganske anderledes end Dionysius’. Kristendommen havde nu præget Europas samfund gennem mere end tusind år, men den vestlige kristenhed var blevet splittet af reformationen, og den katolske Kirke stod over for omfattende opgaver. Kirkemødet i Trient, der blev afsluttet i 1563, havde behandlet spørgsmål om lære, disciplin, præsteuddannelse og det kirkelige liv. Mange steder var der behov for bedre undervisning, mere grundig præstelig dannelse og en tydeligere sammenhæng mellem Kirkens forkyndelse og dens praksis. Johannes voksede op midt i denne tid, men begyndte ikke sit voksenliv med planer om at blive præst eller reformator. Han uddannede sig til apoteker og lærte et fag, hvor arbejdet bestod i at fremstille lægemidler og hjælpe mennesker med deres sygdomme. Efterhånden oplevede han imidlertid et kald til præstegerningen, og i 1572 blev han ordineret.

Som præst blev Johannes optaget af den mangelfulde trosundervisning, han mødte blandt børn, unge og voksne. Mange mennesker var døbt og betragtede sig som kristne, men havde kun et begrænset kendskab til den tro, de tilhørte. Han begyndte derfor at undervise og samle mennesker omkring bøn og kristen oplæring. I 1574 grundlagde han et fællesskab af præster i Lucca, som senere blev kendt som Guds Moders Regulære Klerke. Deres arbejde var præget af trosundervisning, præstelig disciplin og ønsket om at styrke det kristne liv i menighederne. Johannes mente, at Kirkens fornyelse ikke kunne gennemføres alene gennem bestemmelser fra biskopper og kirkelige myndigheder. Den måtte også finde sted hos de mennesker, der skulle leve troen i deres dagligdag. Præster måtte selv tage deres kald alvorligt, og de troende måtte have mulighed for at lære den tro at kende, som Kirken forkyndte.

Hans arbejde blev ikke modtaget med begejstring alle steder. Forsøg på at ændre indgroede vaner og stille større krav til det religiøse liv kunne skabe modstand, også blandt mennesker, der selv betragtede sig som trofaste katolikker. Johannes oplevede konflikter i Lucca og måtte tilbringe en stor del af sit senere liv uden for sin hjemby. Han fortsatte imidlertid arbejdet og fik efterhånden støtte fra indflydelsesrige kirkelige personer, blandt andre Filip Neri. I Rom engagerede han sig desuden i bestræbelserne på at styrke Kirkens mission og uddannelsen af missionærer. Hans arbejde var dermed ikke begrænset til hans egen orden eller til de menigheder, hvor han selv underviste. Han var optaget af, hvordan Kirken kunne give evangeliet videre til nye generationer og til mennesker uden for den europæiske kristenhed.

Kirkens fornyelse begynder hos dens egne medlemmer

Det mest interessante ved Johannes Leonardi er måske hans forståelse af, hvad det vil sige at forny Kirken. Han levede i en tid, hvor der var meget at kritisere, og hvor behovet for forandringer var åbenlyst. Men han mente ikke, at det var tilstrækkeligt at rette på de kirkelige strukturer eller kræve større disciplin af andre. Den enkelte kristne måtte selv søge omvendelse og lade sit liv forme af Kristus. I en tale om Johannes Leonardi den 7. oktober 2009 fremhævede pave Benedikt XVI netop dette synspunkt. Leonardi betragtede Kristus som målestokken for enhver sand kirkelig fornyelse. Kirken skulle ikke først og fremmest blive mere effektiv, mere anset eller mere tidssvarende. Den skulle blive mere tro mod det evangelium, den var sat til at forkynde.

Denne forståelse har ikke mistet sin betydning. Også i dag diskuteres Kirkens fremtid, dens organisation, dens forhold til samfundet og dens evne til at nå mennesker, som har mistet forbindelsen til det kirkelige liv. Nogle ønsker omfattende forandringer, mens andre er bekymrede for, om forandringerne vil svække forbindelsen til Kirkens tro og tradition. Johannes Leonardi giver ikke et færdigt svar på nutidens spørgsmål, og det ville være forkert at gøre ham til talsmand for en bestemt position i disse diskussioner. Men hans liv minder om, at Kirkens fornyelse ikke kan adskilles fra det liv, dens medlemmer selv fører. Det hjælper kun lidt at tale om troens betydning, hvis den ikke får betydning for den måde, mennesker behandler hinanden på. Og det hjælper kun lidt at kræve troskab mod Kirkens lære, hvis man ikke samtidig er villig til selv at lære, bede og lade sig korrigere.

Der ligger også en vigtig erkendelse i hans arbejde med trosundervisningen. Johannes synes at have forstået, at det ikke er tilstrækkeligt at være født ind i en kristen kultur. Troen må læres, forstås og tilegnes. Den kan ikke alene bæres af skikke, traditioner og den almindelige forventning om, at mennesker tilhører Kirken. Det var et påtrængende spørgsmål i det sekstende århundrede, men det er næppe mindre aktuelt i dag. Mange mennesker har en forbindelse til kristendommen gennem deres familie, deres dåb eller deres kulturelle baggrund uden nødvendigvis at have fået mulighed for at lære troens indhold ordentligt at kende. Johannes Leonardis svar var ikke at beklage denne situation på afstand. Han begyndte at undervise. Han samlede mennesker, forklarede troen og uddannede andre til at fortsætte arbejdet.

Apotekeren, der vendte tilbage til de syge

Afslutningen på Johannes Leonardis liv giver hans historie en særlig sammenhæng. Som ung havde han uddannet sig til apoteker og lært at hjælpe mennesker, der var ramt af sygdom. Senere havde han viet sit liv til præstegerningen, trosundervisningen og Kirkens fornyelse. Men da sygdom ramte Rom i 1609, tog han del i omsorgen for de syge. Under dette arbejde blev han selv smittet og døde den 9. oktober samme år, 68 år gammel. Den præst, der havde brugt så meget af sit liv på at tale om menneskets forhold til Gud, afsluttede sin jordiske tilværelse i tjenesten for mennesker, der havde brug for ganske konkret hjælp. Han blev helgenkåret i 1938 af pave Pius XI og i 2006 udnævnt til skytshelgen for farmaceuter af pave Benedikt XVI.

Hans død fortæller noget væsentligt om den kristne forståelse af næstekærlighed. Johannes havde arbejdet for bedre undervisning, større troskab og en mere alvorlig præstelig livsførelse. Men hans kristendom kunne ikke rummes inden for undervisningslokaler, kirker og ordenshuse. Den måtte også finde vej til de syge og hjælpeløse. Der er ingen modsætning mellem at tage Kirkens lære alvorligt og at tage menneskers lidelse alvorligt. Tværtimod hører de to ting sammen. Det menneske, der søger Kristus i bønnen og sakramenterne, kan ikke uden videre vende ryggen til den næste, som har brug for hjælp. Johannes Leonardis sidste måneder viser, at hans arbejde for Kirkens fornyelse ikke var et projekt, der først og fremmest handlede om organisation og disciplin. Det handlede om, hvordan kristne mennesker skulle leve.

To forskellige opgaver i den samme Kirke

Dionysius og Johannes Leonardi havde meget lidt til fælles, hvis man alene ser på deres historiske omstændigheder. Dionysius kom til et område, hvor kristendommen endnu var ung, og hvor forkyndelsen kunne koste ham livet. Johannes levede i en verden, hvor Kirken havde fået stor magt og indflydelse, men hvor dens egne svagheder havde gjort fornyelse nødvendig. Den ene var med til at bringe evangeliet til mennesker, som endnu ikke kendte det. Den anden ville hjælpe mennesker, der allerede var kristne, til at forstå og leve deres tro. Dionysius blev martyr under forfølgelse. Johannes mødte modstand i sit arbejde, men fortsatte med at undervise, organisere og tjene, indtil sygdommen afsluttede hans liv.

Forskellen mellem dem fortæller også noget om Kirkens historie. Der har været tider, hvor kristne måtte kæmpe for overhovedet at få lov til at eksistere, og tider, hvor Kirken selv havde så stor en plads i samfundet, at dens indre problemer kunne blive vanskelige at erkende. Der har været behov for missionærer, som rejste ud og forkyndte evangeliet, og for præster, ordensfolk og lægfolk, som blev hjemme og tog ansvar for det kirkelige liv. Begge opgaver er nødvendige. En Kirke, der ikke længere ønsker at give evangeliet videre, mister noget af sin grundlæggende opgave. Men en Kirke, der kun er optaget af at nå nye mennesker og forsømmer dem, der allerede tilhører den, risikerer at miste forbindelsen mellem forkyndelsen og det liv, den skal føre til.

Det er måske her, de to helgener mødes tydeligst. Ingen af dem betragtede troen som noget, der kunne holdes adskilt fra resten af livet. Dionysius kunne have undladt at forkynde Kristus, hvis han først og fremmest havde ønsket sikkerhed. Johannes kunne have fortsat sit arbejde som apoteker og undgået de vanskeligheder, der fulgte med hans præstelige kald. Begge valgte at følge den vej, de mente, Gud havde kaldet dem til. Det gjorde dem ikke fri for modstand, lidelse eller usikkerhed. Deres liv blev heller ikke afsluttet med en synlig sejr, hvor alle problemer var løst, og alle deres bestræbelser havde båret frugt.

Trofasthed uden garanti for at se resultatet

Der er en særlig fristelse i vores tid til at måle næsten alt på resultater. Vi spørger, hvor mange mennesker der deltager, hvor meget en organisation vokser, hvor stor opmærksomhed et arbejde får, og om indsatsen kan betale sig. Også det kirkelige liv kan komme til at handle om sådanne spørgsmål. De er ikke nødvendigvis uvigtige. Men helgenernes historie minder os om, at det væsentligste i et menneskes liv ikke altid kan opgøres, mens det endnu lever. Dionysius kunne ikke vide, at hans navn engang ville blive knyttet til en af Frankrigs betydeligste kirker. Johannes Leonardi kunne ikke vide, hvordan hans arbejde ville blive husket gennem de følgende århundreder. De måtte handle ud fra den opgave, de havde fået, uden at kende dens endelige betydning.

Det gælder også den kristne hverdag. Forældre, der giver troen videre til deres børn, ved ikke, hvad den vil komme til at betyde for dem senere i livet. En præst, der trofast fejrer messen og underviser sin menighed, kan ikke altid se frugten af sit arbejde. Et menneske, der hjælper en syg, besøger en ensom eller tager ansvar for et fællesskab, får måske aldrig at vide, hvilken betydning hjælpen fik. Meget af det, som holder et kristent fællesskab levende, foregår uden større opmærksomhed. Det kan være et stille og til tider utaknemmeligt arbejde, men det bliver ikke mindre betydningsfuldt af den grund.

Dionysius fik ikke lov til at se, hvad der voksede frem af hans forkyndelse. Johannes Leonardi fik heller ikke lov til at se den fulde betydning af sit arbejde for Kirkens fornyelse. Begge måtte overlade fremtiden til andre. Måske ligger der også en lære i det. Et menneskes troskab må ikke nødvendigvis måles på det, det selv når at se fuldendt.

-karn