De hellige værneengle – en ledsager gennem livet

Guds omsorg rækker ud over det synlige.

Fredag den 2. oktober mindes Den Katolske Kirke de hellige værneengle. Mange kender dem fra barndommens aftenbøn og billeder af en engel, der vogter over et barn. Men Kirkens tro på værneenglene angår hele livet. Deres opgave er at beskytte os, bede for os og hjælpe os på vejen til Gud.

Kort fortalt: Værneenglene er åndelige skabninger, som tjener Gud og tager sig af mennesker. Kirken lærer, at deres beskyttelse og forbøn følger menneskelivet fra dets begyndelse til døden. Deres hjælp er ingen garanti mod sygdom og ulykker. Den er rettet mod vores frelse og giver anledning til bøn, taknemmelighed og tillid til Gud.

Barndommens engel

Et af de kendte billeder af en værneengel viser to børn på vej over en smal bro. Under dem løber vandet, og bag dem står en engel med udstrakte vinger. Billedet har hængt i mange hjem og har givet børn en forestilling om at være beskyttet, også når forældrene ikke var i nærheden. Andre husker først og fremmest en bøn, lært ved sengekanten, mens dagens indtryk endnu fyldte tankerne. Værneenglen hørte til den tryghed, som voksne forsøgte at give barnet før natten. Den slags erindringer kan blive hos et menneske i årtier, længe efter at billedet er taget ned, eller aftenbønnen er gået af brug.

Som voksne kan vi være tilbøjelige til at lade værneenglen blive tilbage i barndommen. Vi har lært at vurdere farer, tage forholdsregler og ordne vores egne anliggender. Alligevel bliver vi ved med at have brug for hjælp. Der kommer beslutninger, som vi ikke kan overskue, og begivenheder, som vi ikke kan forhindre. Vi kan også kende det rigtige og stadig have svært ved at gøre det. Bønnen til værneenglen kan derfor få en anden alvor med årene. Den voksne beder med erfaringen af, hvor meget der kan gå galt, og hvor begrænset ens egen styrke undertiden er.

Skabt til at tjene Gud

Kirken bekender troen på Gud som skaber af alt synligt og usynligt. Englene hører til den usynlige skabning. De er åndelige væsener med forstand og vilje, og deres liv er vendt mod Gud. Kunstens vinger fortæller om deres tjeneste som sendebud; de er ikke en beskrivelse af en krop som vores. Englene er heller ikke afdøde mennesker. Et menneske bliver ikke til en engel ved døden, selv om den tanke ofte forekommer i trøstende ord og billeder. I kristen tro har mennesket og englen hver sin skabte natur, og menneskets håb er opstandelsen og det evige liv hos Gud.

I Bibelen møder vi englene som Guds tjenere. Gabriel bringer budskabet til Maria, englene forkynder Jesu fødsel for hyrderne, og ved den tomme grav meddeler de, at han er opstået. Deres opgave får sin betydning fra Gud og fra det, han vil gøre for mennesker. Det gælder også værneenglene. Den Katolske Kirkes Katekismus beskriver deres beskyttelse og forbøn som noget, der omgiver menneskelivet fra dets begyndelse til døden. I samme afsnit henviser den til den gamle kirkelige overbevisning om, at en engel står ved den troendes side som beskytter og hyrde og leder vedkommende mod livet hos Gud.

Hjælp på vejen til frelsen

Ordet »værneengel« får os let til først at tænke på beskyttelse mod synlige farer: et barn i trafikken, en vanskelig rejse eller en ulykke, der blev afværget. Vi må gerne bede om den beskyttelse. Omsorgen for vores liv og for dem, vi elsker, hører naturligt med i bønnen. Men værneenglens opgave er større end at hjælpe os sikkert gennem dagens gøremål. Den er rettet mod vores frelse, mod at vi kommer til Gud. Derfor har bønnen også plads, når vi kæmper med fristelser, har svært ved at bede eller står over for et valg, hvor bekvemmelighed og samvittighed trækker i hver sin retning. Vi kan bede om hjælp til at holde fast ved det gode, også når det koster noget.

Hvordan denne hjælp gives, kan vi ikke beskrive i detaljer. Et menneske kan bagefter opleve, at det blev standset i en tåbelig handling eller fik mod til at gøre noget nødvendigt. Det kan give anledning til taknemmelighed, men vi behøver ikke afgøre, om en bestemt tanke eller hændelse skyldtes værneenglens indgriben. Kirkens tro giver os grund til at bede om hjælp; den giver os ikke sikker viden om alle hjælpens former. Der er noget befriende i den tilbageholdenhed. Vi kan henvende os til vores værneengel uden at lede efter tegn, forestille os et bestemt udseende eller forsøge at opbygge en særlig viden om den usynlige verden.

De smås engle

På mindedagen læses Jesu ord fra Matthæusevangeliet. Disciplene vil vide, hvem der er størst i Himmeriget, og Jesus stiller et barn midt iblandt dem. Han lærer dem ydmyghed og advarer dem mod at foragte en af de små. I den forbindelse siger han, at deres engle i himlen altid ser hans himmelske Faders ansigt. Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus omtaler englene, mens han taler om mennesker, som andre kunne finde på at se ned på. Barnet står uden disciplenes myndighed og anseelse, men har en plads hos Gud, som de skal respektere.

Ordene giver værneenglenes mindedag en alvor, som går ud over den personlige trøst. Vi beder om Guds omsorg for os selv og må samtidig tage hans omsorg for andre alvorligt. Den, der virker ubetydelig i vores øjne, er ikke ubetydelig hos Gud. Det kan få betydning for den måde, vi taler til et barn på, for vores tålmodighed med et svækket menneske og for vores villighed til at lytte til den, som har svært ved at gøre sig forståelig. Jesu advarsel mod foragt rammer også den daglige ligegyldighed: at lade nogen vente uden grund, tale hen over hovedet på dem eller behandle deres behov som en forstyrrelse. Respekten for de små hører med til at tage hans ord om deres engle alvorligt.

Værneenglen og det, der gør ondt

Troen på værneenglene rejser et vanskeligt spørgsmål. Hvorfor sker der ulykker, hvis mennesker er beskyttet? Hvorfor bliver børn syge, og hvorfor mister familier dem, de har bedt for? Det spørgsmål kan ikke besvares med en fortælling om en anden, som slap godt fra en fare. Den, der er blevet reddet, må takke Gud, men et lykkeligt udfald giver ingen ret til at drage slutninger om dem, der blev ramt. De var ikke mindre elsket. Deres bøn var ikke nødvendigvis svagere. Over for sorg må vi være varsomme med forklaringer, som vi hverken har viden eller myndighed til at give.

Værneenglenes beskyttelse må forstås sammen med hele den kristne tro. Kristus led og døde, og hans disciple blev ikke lovet et liv uden prøvelser. Vi beder om at blive skånet, samtidig med at vi ved, at lidelse kan komme. Her kan bønnen til værneenglen stadig have sin plads: som en bøn om hjælp til at holde ud, bevare troen og tage imod den omsorg, der bliver tilbudt. På et sygeværelse kan der være langt mellem ordene, og et menneske kan være for udmattet til at formulere mere end en kort bøn. Også dér gælder Kirkens tro på englenes forbøn. Hjælpen afhænger ikke af, at vi selv kan mærke den.

En bøn for hele livet

Der er ingen grund til at gøre bønnen til værneenglen kompliceret. Den kan bedes om morgenen, før en rejse, før en vanskelig samtale eller ved sengetid. Vi kan bede om beskyttelse, om hjælp til at vælge rigtigt og om at blive ledt nærmere Gud. Bønnen kan også være en tak for dagen, for mennesker, der kom os til hjælp, og for det gode, vi måske ellers ville have taget som en selvfølge. En gammel aftenbøn kan findes frem igen, eller vi kan bruge vores egne ord. Det væsentlige er at henvende sig i tillid og lade bønnen følges af viljen til selv at gøre det gode.

Kirken beder også om englenes hjælp ved livets afslutning. I begravelsesliturgien lyder bønnen om, at englene må føre den afdøde til Paradiset. Den bøn giver barndommens billede en større alvor: Mennesket behøver Guds hjælp gennem hele livet og ved den grænse, som ingen af os selv kan bestemme over. Fredag den 2. oktober kan derfor blive en anledning til at genoptage en enkel bøn, som måske har været glemt. Vi kan bede for vores børn og børnebørn, for dem, der er syge eller alene, og for os selv: om beskyttelse i dag og om hjælp på vejen til Gud.

Kildegrundlag: Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 328–336, og mindedagens evangelium, Matt 18,1-5.10. www.vatican.va