Beuron – hvor bønnen, kunsten og stilheden mødes

På Sankt Martin af Tours’ mindedag den 11. november indleder Katolsk NU det nye tema »Klostre og ordenshuse«.

Første besøg går til benediktinerklostret Beuron i det sydtyske Donautal, hvor netop Sankt Martin af Tours er skytshelgen. Klostret har mere end 900 års historie og har sat betydelige spor i europæisk kirkeliv gennem den benediktinske fornyelse, den gregorianske sang og en religiøs kunstretning, der fik indflydelse langt uden for Tysklands grænser.

Kort fortalt: Erzabtei St. Martin i Beuron er et af Tysklands betydningsfulde benediktinerklostre. Grundlagt som augustinerkorherrekloster i det 11. århundrede blev det ophævet i 1802 og genoprettet af benediktinere i 1863. Beuron blev siden centrum for en omfattende klosterfornyelse og udviklede sin egen religiøse kunstretning. Klostret er fortsat et levende religiøst fællesskab i det sydtyske Donautal.

Et kloster med sin egen rytme

Dagen begynder tidligt i benediktinerklostret Beuron. Munkene samles til tidebøn, og gennem dagens timer vender de tilbage til klosterkirken for at synge salmer, læse Skriften og fejre liturgien. Mellem gudstjenesterne er der tid til arbejde, studier og de praktiske opgaver, som får et klosters hverdag til at fungere. Sådan er livet organiseret efter den hellige Benedikts regel, der blev skrevet i det sjette århundrede og fortsat danner grundlag for benediktinernes fællesskaber. Det er en livsform, hvor den enkelte munk har forpligtet sig på et fællesskab, som han forventes at blive i resten af livet.

Klostret ligger i det øvre Donautal i Baden-Württemberg, hvor floden løber mellem stejle kalkstensklipper, skove og gamle borge. Landskabet er blandt de mest særprægede i Sydtyskland, og Beurons store barokke klosteranlæg er blevet et kendt mål for pilgrimme, vandrere og kulturinteresserede. Men klostrets betydning rækker langt ud over den smukke beliggenhed. Beuron har gennem mere end 900 år været en del af den europæiske kirkehistorie, og i anden halvdel af 1800-tallet blev det et centrum for en benediktinsk fornyelse, som fik betydning for klosterlivet, liturgien og den religiøse kunst.

Fra augustinerkorherrer til benediktinere

Beurons historie begynder i det 11. århundrede. Den første sikre skriftlige omtale er fra 1097, hvor der på stedet fandtes et fællesskab af augustinerkorherrer. De levede efter den hellige Augustins regel og forenede fælles bøn med kirkelige opgaver. Gennem middelalderen udviklede klostret sig til en betydelig religiøs institution i området. I 1687 blev det ophøjet til abbedi, og i første halvdel af 1700-tallet opførtes den barokkirke, som stadig dominerer anlægget.

Den franske revolution og de efterfølgende politiske omvæltninger ændrede forholdet mellem Kirken og de europæiske fyrstehuse. I 1802 blev Beuron sekulariseret, hvilket betød, at klostret blev nedlagt som religiøs institution, og dets ejendomme overgik til fyrstehuset Hohenzollern-Sigmaringen. Augustinerkorherrerne måtte forlade stedet, og bygningerne fik andre anvendelser. Det religiøse fællesskab, der havde eksisteret gennem århundreder, var ophørt.

Genoprettelsen kom i 1863 og skyldtes især to brødre fra Bonn, Maurus og Placidus Wolter. Begge var blevet benediktinermunke ved klostret Sankt Paul uden for Murene i Rom og ønskede at genoplive det benediktinske klosterliv i Tyskland. De var inspireret af den fornyelse, som havde fundet sted ved det franske kloster Solesmes, hvor liturgien og den gregorianske sang havde fået en fremtrædende plads.

En afgørende person i denne historie var fyrstinde Katharina af Hohenzollern-Sigmaringen. Hun stillede de tidligere klosterbygninger til rådighed og sikrede det økonomiske grundlag for den nye grundlæggelse. Den 10. februar 1863 blev Beuron oprettet som selvstændigt benediktinsk priorat, og ved pinsen samme år kunne det lille munkefællesskab officielt indlede sit liv i de gamle bygninger. Fem år senere blev Beuron ophøjet til abbedi.

Det nye fællesskab voksede hurtigt. Allerede i 1872 grundlagde munkene et datterkloster i Maredsous i Belgien. Men den politiske konflikt mellem den preussiske stat og den katolske kirke, den såkaldte Kulturkampf, ramte også Beuron. Fra 1875 til 1887 måtte munkene leve i eksil. Opholdet uden for Tyskland førte til nye grundlæggelser og styrkede forbindelserne mellem benediktinske fællesskaber i flere europæiske lande. Beuron blev dermed udgangspunkt for den beuronske benediktinerkongregation.

Den gregorianske sang og liturgiens fornyelse

En væsentlig del af brødrene Wolters arbejde bestod i at genoprette den benediktinske liturgiske tradition. De ønskede, at klostrets gudstjenesteliv skulle præges af den fælles tidebøn og den gregorianske sang, som gennem århundreder havde været en central del af den vestlige Kirkes liturgi.

Den gregorianske sang er enstemmig og normalt uden instrumentalledsagelse. Dens melodier følger de latinske liturgiske tekster og har en anden karakter end den kirkemusik, som udviklede sig i renæssancen og barokken. Sangens form understøtter tekstens indhold, og i klosterlivet er den en integreret del af bønnen. Munkene synger ikke for en tilhørerskare, men som et fællesskab, der henvender sig til Gud.

Beurons arbejde med sangen indgik i en større liturgisk bevægelse, som voksede frem i Europa i 1800-tallet. Benediktinske klostre som Solesmes og Beuron arbejdede for at styrke forståelsen af liturgien som Kirkens fælles bøn. Det fik efterhånden betydning langt uden for klostrene og bidrog til den liturgiske udvikling, der i det følgende århundrede blev et vigtigt emne i den katolske kirke.

For munkene var sangen ikke et særskilt musikalsk arbejde. Den var forbundet med hele klosterlivets indretning. Tidebønnerne afbrød dagens øvrige gøremål og samlede fællesskabet omkring de bibelske tekster. Den samme salme kunne vende tilbage gennem årtier, og munkene lærte store dele af Salmernes Bog at kende gennem den daglige brug. Klosterlivet gav dermed Bibelens ord en fast plads i hverdagen.

Munkene, der ville forandre kirkekunsten

Beuron blev også hjemsted for en kunstnerisk bevægelse, der gjorde op med en stor del af 1800-tallets religiøse billedkunst. Den centrale skikkelse var arkitekten, billedhuggeren og maleren Peter Lenz, som senere fik ordensnavnet Desiderius. Sammen med kunstnerne Jacob Wüger, senere Gabriel, og Lukas Steiner udviklede han det billedsprog, der blev kendt som Beuronskolen.

Lenz var utilfreds med den sentimentale og stærkt dekorative kirkekunst, som prægede mange samtidige kirker. Han mente, at religiøs kunst skulle bygge på faste proportioner, klare linjer og en gennemarbejdet komposition. Inspirationen fandt han blandt andet i oldegyptisk kunst, byzantinske mosaikker og den tidlige kristne billedtradition. Kunstnerne arbejdede med geometriske principper, symmetri og stiliserede menneskeskikkelser, hvis rolige udtryk skulle understrege motivernes religiøse betydning.

Det var et bevidst brud med forestillingen om, at religiøs kunst først og fremmest skulle vække følelser gennem dramatiske scener og naturtro fremstillinger. Lenz og hans medarbejdere ønskede en kunst, der kunne indgå i liturgien og hjælpe den bedende til koncentration. Derfor blev også arkitekturen, farverne og rummets proportioner tænkt ind i den samlede udsmykning.

Beuronskolens første store hovedværk blev St. Maurus-kapellet, der ligger et stykke fra klostret. Kapellet blev opført og udsmykket i årene omkring 1870 og indviet i 1871. Her kunne kunstnerne gennemføre deres idéer i et samlet kirkerum, hvor vægmalerier, arkitektoniske detaljer og farver blev underordnet en fælles komposition. Resultatet adskilte sig markant fra samtidens almindelige kirkekunst.

Beuronskolen fik siden opgaver i kirker og klostre i flere europæiske lande og nåede også til andre verdensdele. Dens stil fik betydning for kunstnere uden for det kirkelige miljø, blandt andet inden for symbolismen og jugendstilen. Beurons munke havde således skabt en religiøs kunstretning, som blev en del af den bredere europæiske kunsthistorie.

Et kloster for lærdom og arbejde

Det nye benediktinske fællesskab udviklede samtidig Beuron til et center for teologisk undervisning og videnskabeligt arbejde. Klostret fik sin egen teologiske uddannelse, og gennem årene opbyggede munkene et bibliotek, der i dag rummer omkring 445.000 bind. Samlingen omfatter teologi, filosofi, kirkehistorie og andre fagområder, som har været en del af klostrets intellektuelle tradition.

Benediktinernes engagement i studier har dybe historiske rødder. I middelalderen spillede klostrene en vigtig rolle i kopieringen og bevaringen af håndskrifter, og de blev centrale steder for undervisning og lærdom. I Beuron fik denne tradition en moderne form gennem forskning, bogudgivelser og teologisk undervisning. Biblioteket vidner om et miljø, hvor læsning og studier gennem generationer har været betragtet som en naturlig del af det religiøse liv.

Arbejdet har også en mere praktisk side. Beuron driver blandt andet forlagsvirksomhed og har en klosterbutik med bøger, religiøse artikler og forskellige klosterprodukter. Et stort klosteranlæg kræver økonomi, administration og løbende vedligeholdelse, og munkene må forholde sig til mange af de samme udfordringer som andre institutioner med historiske ejendomme.

Et liv i fællesskab

Benedikts regel lægger vægt på stabilitet, lydighed og den daglige omvendelse. Den munk, der aflægger sine løfter, binder sig til et bestemt fællesskab og accepterer at leve under en fælles regel og en abbeds ledelse. Det betyder, at klosterlivet ikke alene består af bøn og personlige religiøse erfaringer. Det kræver også samarbejde, tålmodighed og vilje til at indrette sig efter andre mennesker.

Benedikt var optaget af de konkrete forhold i et fællesskab. Hans regel indeholder anvisninger om måltider, arbejde, søvn, gæstfrihed og omsorgen for syge. Abbeden skal tage hensyn til munkenes forskellige evner og behov, og de stærke skal ikke pålægge de svage byrder, de ikke kan bære. Den praktiske indretning af hverdagen er derfor ikke adskilt fra det åndelige liv, men en del af det.

Denne forståelse af klosterlivet forklarer også benediktinernes særlige forhold til det sted, hvor de lever. Stabiliteten betyder, at fællesskabet får en langvarig forbindelse til sine omgivelser. Bygningerne vedligeholdes, bøgerne samles, og traditionerne gives videre til nye generationer. Beurons historie viser samtidig, at stabiliteten ikke altid har været mulig. Både sekulariseringen og kulturkampen tvang de religiøse fællesskaber væk fra deres hjem, og genoprettelsen krævede nye mennesker, økonomiske midler og en betydelig organisatorisk indsats.

Beuron i dag

Beuron er fortsat et benediktinsk kloster med et aktivt religiøst fællesskab. Klosterkirken er åben for besøgende, og klostret tager imod gæster, som ønsker at deltage i gudstjenesterne eller opholde sig nogle dage i nærheden af munkenes daglige liv. Den omkringliggende natur tiltrækker desuden mange besøgende, og en vandring fra klostret til St. Maurus-kapellet giver mulighed for at opleve både Donautalets landskab og den kunstneriske tradition, som gjorde Beuron kendt.

Klostret står samtidig over for de udfordringer, som præger mange religiøse fællesskaber i Europa. Færre ordenskald, aldrende medlemmer og store historiske bygninger stiller krav til både økonomi og organisering. Det benediktinske liv må derfor videreføres under andre samfundsmæssige betingelser end dem, der prægede dets store vækstperiode i slutningen af 1800-tallet.

Beurons historie er usædvanlig, fordi klosterlivet her allerede én gang har været fuldstændig ophævet og senere er blevet genoprettet. Brødrene Wolter og fyrstinde Katharina kunne i 1863 næppe have forudset, hvor omfattende betydning deres arbejde ville få. Fra et nedlagt augustinerkloster voksede et benediktinsk centrum frem, som kom til at præge både liturgien, kunsten og klosterlivet i store dele af den katolske verden.

I dag fortsætter munkene den daglige rytme, som blev genoptaget for mere end 160 år siden. Klostrets historie er dokumenteret i arkiverne, dets kunst kan studeres, og dets bygninger besøges. Men den benediktinske tradition lever først og fremmest videre gennem det fællesskab, der hver dag samles i kirken for at bede.

-karn