Hundrede års danske bibeloversættelser – fra 1931 til 2036

Fra Folkekirkens autoriserede bibel til et bredere kristent samarbejde

Når Danmark efter planen får en ny autoriseret bibeloversættelse i 2036, er der gået lidt over hundrede år siden udgivelsen af Det Gamle Testamente i 1931. I den mellemliggende tid har bibelforskningen udviklet sig, det danske sprog har forandret sig, og forholdet mellem de kristne kirkesamfund har fået en anden karakter. Et særligt kapitel i denne historie blev skrevet i 1968, da danske katolikker udgav kommentarerne til den franske Jerusalembibel, men undlod at oversætte selve bibelteksten. Den fandtes allerede på dansk og blev læst af både katolikker og protestanter.

Kort fortalt: Fra nyoversættelserne i 1931 og 1948 til den kommende bibel i 2036 har Danmark fået flere nye måder at læse og forstå Bibelen på. Et katolsk kommentarværk fra 1968 viser, hvordan bibelteksten blev et fælles udgangspunkt på tværs af kirkesamfundene. I dag deltager katolske fagfolk i arbejdet med den næste danske oversættelse.

Da Bibelen fik et nyt dansk sprog

Den danske bibeltradition går tilbage til reformationen. Christian III’s Bibel fra 1550 blev den første officielle danske oversættelse af hele Bibelen og fik stor betydning for både kirkelivet og udviklingen af det danske skriftsprog. I de følgende århundreder blev teksten revideret adskillige gange, men den bevarede sin nære forbindelse til den lutherske kirke og dens gudstjenester. Da Det Danske Bibelselskab blev grundlagt i 1814, var formålet at udbrede Bibelen og gøre den tilgængelig for befolkningen. Revisioner af Det Nye Testamente i 1819 og 1907 samt Det Gamle Testamente i 1871 videreførte den eksisterende danske bibeltradition, men i begyndelsen af det 20. århundrede voksede behovet for egentlige nyoversættelser.

Den videnskabelige bibelforskning havde gennem 1800-tallet udviklet nye metoder til undersøgelse af de hebraiske, aramæiske og græske grundtekster. Gamle håndskrifter blev sammenlignet, og forskerne fik større indsigt i den historiske og kulturelle verden, hvori Bibelens skrifter var blevet til. Samtidig havde det danske sprog forandret sig så meget, at mange ældre formuleringer virkede fremmede. Oversættelsesarbejdet måtte derfor bygge på direkte studier af grundsprogene og en ny vurdering af, hvordan de bibelske tekster bedst kunne gengives på dansk.

1931 og 1948 – en bibel for nye generationer

I 1931 udkom en ny autoriseret oversættelse af Det Gamle Testamente, og i 1948 fulgte Det Nye Testamente. De to udgivelser kom tilsammen til at præge dansk bibellæsning i mere end fire årtier. De blev anvendt i Folkekirkens gudstjenester, i undervisningen og i private hjem, men deres betydning rakte ud over den lutherske tradition. Også danske katolikker benyttede oversættelserne, og dermed havde de to kirkesamfund i vidt omfang den samme danske bibeltekst som grundlag for deres bibellæsning.

At oversætte Bibelen er imidlertid ikke blot et spørgsmål om at finde danske ord, der svarer til de hebraiske og græske. Oversætterne må tage stilling til teksternes historiske sammenhæng, deres litterære form og betydningen af ord, som gennem århundreder har fået en særlig teologisk vægt. En oversættelse skal kunne læses og forstås, men den skal også bevare forbindelsen til de oprindelige skrifter. Netop denne opgave blev stadig mere omfattende, efterhånden som bibelforskningen udviklede sig. Det gjaldt også inden for den katolske Kirke, hvor bibelstudierne gennemgik en betydelig fornyelse i det 20. århundrede.

Jerusalembibelen – katolske kommentarer uden bibeltekst

I 1968 udgav Ansgarstiftelsen i København et dansk katolsk bibelkommentarværk i to bind med indledninger og noter fra den franske Jerusalembibel. Den franske udgave var resultatet af et omfattende arbejde ved dominikanernes bibelskole i Jerusalem. Den udkom først i 43 hæfter fra 1949 og blev i 1956 samlet i en étbindsudgave med bibeltekst, indledninger og videnskabelige kommentarer. Omkring 40 franske og belgiske bibelforskere havde medvirket, og blandt de centrale redaktører var dominikanerne Roland de Vaux, Pierre Benoit og Marie-Émile Boismard.

Den danske udgave adskilte sig fra den franske på et afgørende punkt. Den indeholdt ikke selve bibelteksten. Man havde oversat indledningerne og kommentarerne, men forudsatte, at læseren benyttede den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1931 og 1948. Baggrunden blev forklaret af Københavns katolske biskop Hans Ludvig Martensen i et forord dateret den 23. august 1967. Han konstaterede, at danske katolikker allerede gennem en årrække havde anvendt samme bibeloversættelse som Folkekirken, også ved gudstjenesterne. Derfor havde man valgt at udgive de katolske kommentarer som et supplement til den eksisterende danske tekst.

Det Danske Bibelselskab havde accepteret, at kommentarværket blev trykt i samme format og med samme bogstavtyper som Bibelselskabets egen bibeludgave. Kommentarerne blev desuden tilpasset den danske oversættelse, hvor den afveg fra den franske. Der var tale om et bevidst forsøg på at gøre international katolsk bibelforskning tilgængelig for danske læsere uden at udgive en særskilt katolsk bibeloversættelse.

Udgivelsen kom blot få år efter afslutningen på Det Andet Vatikankoncil i 1965. Koncilet havde med konstitutionen Dei Verbum understreget Bibelens centrale betydning for Kirkens liv og opfordret til en bredere adgang til den hellige Skrift. Samtidig havde det åbnet for, at bibeloversættelser kunne udarbejdes i samarbejde med kristne fra andre kirkesamfund. De danske kommentarer til Jerusalembibelen blev et konkret udtryk for denne udvikling. Katolikkerne fastholdt deres egen teologiske tradition, men kunne samtidig læse og studere Bibelen sammen med deres protestantiske medkristne.

Bibelforskningen blev tilgængelig for almindelige læsere

Kommentarerne til Jerusalembibelen var ikke begrænset til forklaringer af vanskelige ord og enkelte bibelvers. Særlig vægt blev lagt på sammenfattende noter, hvor centrale bibelske begreber blev fulgt gennem forskellige skrifter. Læseren kunne eksempelvis undersøge betegnelsen Menneskesønnen i Daniels Bog og evangelierne og dermed få indblik i, hvordan et bibelsk udtryk blev anvendt og forstået i forskellige historiske sammenhænge. Kommentarerne var tænkt som et redskab til fordybelse og som en hjælp til at forstå Bibelens indre forbindelser.

Denne form for bibelforskning havde udviklet sig betydeligt gennem det 20. århundrede. Pave Pius XII’s encyklika Divino afflante Spiritu fra 1943 havde givet væsentlig støtte til arbejdet med grundteksterne og de historiske og litterære metoder. Jerusalembibelen var et af de tydeligste resultater af denne udvikling. Den danske udgave gjorde forskningen tilgængelig for læsere, som ikke nødvendigvis beherskede fransk eller Bibelens grundsprog, men som ønskede en dybere forståelse af de tekster, de allerede kendte fra gudstjenesten og den personlige bibellæsning.

1992 – hele Bibelen i en ny oversættelse

Da en ny autoriseret dansk bibeloversættelse udkom i 1992, var det første gang i mere end 250 år, at hele Bibelen forelå i en samlet ny autoriseret oversættelse. Arbejdet var begyndt i 1970’erne og havde omfattet både bibelforskere og sproglige medarbejdere. Målet var at skabe en tekst, som var tro mod grundsprogene og samtidig kunne læses og forstås af mennesker i slutningen af det 20. århundrede. Oversættelsen kom til at præge dansk kirkeliv i de følgende årtier og blev anvendt i Folkekirken, i andre kirkesamfund og i mange private hjem.

Studiebibelen fra 2015 – bibeltekst og kommentarer i samme værk

Den autoriserede oversættelse fra 1992 blev også grundlaget for senere udgivelser, hvor bibelteksten blev ledsaget af videnskabelige indledninger og kommentarer. I 2015 udgav Bibelselskabet Studiebibelen, redigeret af bibelforskerne Bodil Ejrnæs, Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen. Værket indeholder den autoriserede bibeltekst, de gammeltestamentlige apokryfe skrifter, indledninger til de enkelte skrifter, detaljerede kommentarer og faktabokse om centrale bibelske emner. I alt 22 bibelforskere bidrog til arbejdet.

Der er en interessant forbindelse til de danske kommentarer fra Jerusalembibelen i 1968. Begge værker gør videnskabelig bibelforskning tilgængelig for almindelige læsere, men hvor Jerusalembibelens kommentarer blev udgivet uden selve bibelteksten, samler Studiebibelen tekst og forklaringer i ét værk. Der er tale om to selvstændige udgivelser med forskellige faglige og kirkelige udgangspunkter, men begge vidner om den betydning, som historisk og litterær bibelforskning har fået for forståelsen af den hellige Skrift.

Bibelen 2020 – da sproget blev udfordret

I 2020 udgav Bibelselskabet Bibelen 2020, en ny dansk oversættelse, der bevidst henvendte sig til mennesker uden omfattende kendskab til Bibelens sprog og forestillingsverden. Udgivelsen var ikke autoriseret til gudstjenestebrug i Folkekirken, men havde et andet formål. Den skulle gøre Bibelens fortællinger og tanker tilgængelige på et nutidigt og umiddelbart forståeligt dansk.

Oversættelsen viste samtidig, hvor vanskeligt det er at gengive en tekst, der både er et historisk dokument, et litterært værk og hellig Skrift. Når traditionelle bibelske begreber oversættes til mere almindelige danske ord, kan teksten blive lettere at læse, men forbindelser til den teologiske tradition kan også gå tabt. Et ord kan netop være vanskeligt at forstå, fordi det betegner noget, som ikke uden videre har en parallel i dagligsproget. Diskussionen om Bibelen 2020 viste derfor, at en bibeloversættelse altid indebærer fortolkende valg, og at forståelighed ikke er det eneste hensyn, der må tages.

2036 – en ny bibel for hele Danmark

Den næste autoriserede danske bibeloversættelse er planlagt til udgivelse i 2036, hvor Danmark markerer 500-året for reformationens indførelse. Arbejdet omfatter en ny oversættelse fra Bibelens grundsprog og skal forene videnskabelig præcision med et klart og tidssvarende dansk. Teksten skal kunne anvendes i gudstjenesten, i undervisningen og ved privat bibellæsning. Samtidig har Bibelselskabet understreget, at oversættelsen ikke kun er tænkt til Folkekirken, men til alle kirkesamfund og alle danskere.

Det er bemærkelsesværdigt i forhold til historien om Jerusalembibelen fra 1968. Dengang udgav danske katolikker deres egne kommentarer til en eksisterende dansk bibeltekst. I dag deltager katolske fagfolk i arbejdet med den kommende oversættelse. Blandt dem er den katolske præst Christian Noval, der som økumenisk repræsentant er medlem af redaktionsgruppen for Det Gamle Testamente. Hans deltagelse viser, at arbejdet med den nye danske bibel ikke alene foregår inden for Folkekirkens egne rammer, selv om det er her, oversættelsen efter planen skal autoriseres til gudstjenestebrug.

De første prøveoversættelser blev offentliggjort i 2025 og omfattede Første Mosebog, Højsangen, Markusevangeliet og Filipperbrevet. Dermed fik både fagfolk, kirkesamfund og almindelige læsere mulighed for at tage del i diskussionen, længe før den endelige oversættelse skal foreligge. Arbejdet er endnu ikke afsluttet, og den færdige tekst vil først vise, hvordan oversætterne har afvejet de mange sproglige, historiske og teologiske hensyn.

En fælles bibel ophæver ikke forskellene

At katolikker og protestanter samarbejder om bibeloversættelse, betyder ikke, at deres teologiske forskelle er forsvundet. Den katolske Kirke fastholder sin forståelse af forholdet mellem Skriften, Traditionen og Kirkens læreembede. Der er også forskelle mellem den katolske og den protestantiske bibelkanon. Den katolske bibel indeholder de deuterokanoniske skrifter, som ikke indgår i den almindelige protestantiske kanon. En fælles oversættelse af de bibelske skrifter ophæver ikke disse forskelle.

Denne forskel har også betydning for den kommende bibeloversættelse. Bibelselskabets projekt omfatter de 66 skrifter, som indgår i den protestantiske bibelkanon, mens der foreløbig ikke er planer om at nyoversætte de gammeltestamentlige apokryfe skrifter. Flere af disse regnes af den katolske Kirke for deuterokanoniske og hører dermed til dens bibelkanon. Den nye oversættelse bliver derfor ikke uden videre en fuldstændig katolsk bibel, selv om katolske fagfolk deltager i arbejdet.

Samarbejdet viser imidlertid, at forskellene ikke behøver at forhindre et fælles arbejde med Bibelens tekster. Oversættelse kræver først og fremmest en grundig forståelse af de oprindelige sprog, teksternes historiske sammenhæng og deres litterære karakter. Her kan forskere fra forskellige kirkelige traditioner mødes om en opgave, som ingen enkelt konfession har eneret på.

Bibelen bliver aldrig færdigoversat

Der ligger en tilsyneladende modsætning i, at kristne betragter Bibelen som Guds ord og samtidig bliver ved med at oversætte den på ny. Hvis teksten er hellig, hvorfor kan den da ikke blot blive stående i den form, tidligere generationer har givet den? Svaret ligger i forskellen mellem Bibelens oprindelige tekster og de sprog, hvori de gengives. De hebraiske, aramæiske og græske skrifter tilhører en historisk verden, som ikke længere er vores. Dansk er derimod et levende sprog, der forandrer sig med de mennesker, som taler og skriver det. Derfor må enhver oversættelse før eller siden undersøges på ny.

Det betyder ikke, at den nyeste oversættelse nødvendigvis er den bedste i enhver henseende. Ældre oversættelser kan bevare en sproglig tyngde, en rytme og en teologisk præcision, som nyere udgaver undertiden har vanskeligt ved at gengive. Omvendt kan en ny oversættelse gøre sammenhænge tydelige, som tidligere tiders sprog har gjort utilgængelige. Bibeloversættelsens historie er derfor ikke en enkel fortælling om fremskridt, men om en stadig bestræbelse på at lade gamle tekster tale forståeligt uden at gøre dem til noget andet, end de er.

I 1968 udgav danske katolikker kommentarerne til Jerusalembibelen uden selve bibelteksten, fordi de allerede havde en dansk bibel, som de delte med Folkekirken. Når den nye oversættelse efter planen udkommer i 2036, vil katolske fagfolk have været med til at udarbejde selve teksten.

Det er en udvikling, der fortæller noget om forholdet mellem kirkesamfundene, men også om Bibelens særlige position. Den kan oversættes, kommenteres og fortolkes på forskellige måder, uden at dens betydning udtømmes. Hver generation må på ny forsøge at forstå de gamle skrifter og finde et sprog, hvori de kan læses og høres.

Bibelens ord er de samme gamle ord. Men det danske sprog, der skal bære dem videre, bliver aldrig stående.

-karn