Det bibelske kirkesyn

Kirken begynder lokalt

Præst Lars Messerschmidt tager udgangspunkt i Det Nye Testamente og spørger, hvad det vil sige at være kirke. Hans svar sætter de lokale fællesskaber og Kristus i centrum og fører til et forslag om flere bispedømmer i Danmark.

Sammendrag

Lars Messerschmidt skriver på baggrund af 65 år som præst og sin erfaring som tidligere generalvikar. Han er bekymret for, om katolikker i Danmark har mistet forståelsen af Kirken som et levende fællesskab. Hvor er børnene og de unge, spørger han, og hvordan undgår man, at menigheder med forskellig sproglig og kulturel baggrund lukker sig om sig selv? I sit oplæg søger han svar i Bibelen og argumenterer for, at Kirken i Danmark må drøfte sin fremtid på en synode.

Et centralt punkt er ordet kirke. Messerschmidt tager udgangspunkt i det græske ekklesia, som betyder forsamling. Efter hans opfattelse betegnede de første kristne med dette ord konkrete fællesskaber på bestemte steder. Han fremhæver blandt andet Johannes’ Åbenbaring, hvor Kristus henvender sig til syv kirker. Derfor mener han, at man mister noget væsentligt, hvis man først forestiller sig Kirken som én verdensomspændende organisation, der derefter er opdelt i lokale afdelinger. Hans formulering er, at Kirken er til stede i hver lokal kirke.

Messerschmidt læser også Jesu ord til Peter i Matthæusevangeliet i dette lys. Han mener, at den »klippe«, Jesus vil bygge sin kirke på, er troen på Jesus som Kristus og Jesu lære. Han afviser dermed, at teksten først og fremmest handler om paveembedet. Det er en af tekstens tydelige teologiske fortolkninger, som han bruger til at fastholde, at Kristus og troen på ham kommer før kirkens embeder.

Som billede på den første kirkes liv peger han på Apostlenes Gerninger: De troende holdt fast ved apostlenes undervisning, fællesskabet, brødets brydelse og bønnerne. Disse fire elementer ser han som grundlaget for enhver lokal kirke. Kirkerne skal samtidig stå i fællesskab med hinanden. Han beskriver derfor Kirken som et åndeligt fællesskab mellem lokale kirker, hvor embederne har til opgave at tjene fællesskabet.

Teksten bruger flere af Det Nye Testamentes billeder på Kirken: Kristi legeme, Guds folk, et tempel og Kristi brud. For Messerschmidt viser de, at Kirken er mere end sin synlige organisation. Dens centrum er Kristus, og alle de troende har en plads og en opgave i dens liv. I fortællingen om bespisningen af de fem tusind ser han Jesus som værten og disciplene som tjenere, der hjælper folk ind i mindre bordfællesskaber. Det bliver for ham også et billede på kirkens fællesskab omkring måltidet og messen.

Med udgangspunkt i Efeserbrevet understreger han, at apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere skal udruste de troende til tjeneste. Embederne skal undervise og støtte, men det er hele fællesskabet, der skal opbygge Kristi legeme. Manglende undervisning i troen kan efter hans opfattelse være en del af forklaringen på Kirkens aktuelle vanskeligheder.

Til sidst retter Messerschmidt blikket mod Danmark. Han fremhæver, at den lokale kirke kirkeretligt er Bispedømmet København, og han mener, at ét bispedømme ikke giver det fællesskab mellem flere lokale kirker, som hans bibelske kirkesyn forudsætter. Derfor foreslår han flere danske bispedømmer, samlet i en kirkeprovins, og en synode til at drøfte spørgsmålet. Han forstår en synode som en sammenkomst, hvor Kirken søger at lytte til Helligånden.

Tekstens samlede pointe er, at Kirkens liv må begynde med Kristus, Skriften og de konkrete lokale fællesskaber. Messerschmidt ønsker en grundlæggende reform af Kirkens måde at forstå og organisere sig på, også når det gælder paveembedet. Forslaget om flere bispedømmer og hans læsning af bibelstederne er hans egne konklusioner, som teksten argumenterer for.

-karn